Skrevet af: Anders Skou Agerlund

14. marts er en dato de fleste Blue Fox fans ikke gider tænke tilbage på. Blue Fox var foran 2-0, og på vej til at sikre sig en kvartfinale nr. 7. Men i tiden 59.59.59 scorede Jeff Ulmer et tvivlsomt mål til 3-2, og sendte Blue Fox på sommerferie. Det er i dag 177 dage siden – det har været en rigtig lang sommer. Men nu er ventetiden endelig forbi. Det er tid til revanche.

Blue Fox starter lige på og hårdt. Første kamp er en udekamp, mod rivalerne fra SønderjyskE. De to hold mødte hinanden fredag for en uge siden, også i Vojens, og her vandt det lyseblå hjemmehold en sikker sejr på 4-1. Men denne gang er Blue Fox opsat på et andet resultat. Nu er det Metal Ligaen, og det er et Blue Fox hold i betydelig stærkere opstilling, som stiller op i det SønderjyskE. Seneste melding går på, at det kun er Oliver Gatz som sidder ude.

Blue Fox har igen fået ny træner. Legenden Petri Skriko er tilbage. Han har samlet et spændende hold, med overvægt af finske spillere, hvilket også var tilfældet, i klubbens storhedstid. Stemningen på holdet er fremragende, og gejsten og motivationen er kæmpe stor. Der er muligheder for en stor sæson, og alle på holdet tror på det. Blue Fox vil tilbage i toppen, og Blue Fox vil i Final 4 i Jyske Bank BOXEN. Det begynder nu!

SønderjyskE er igen blandt favoritterne, uden tvivl. De skuffede i sidste sæson, og kommer ind til sæsonen med både krav og forventninger om succes. Dan Ceman står stadig i boksen, og har fået samlet et fysisk stærkt hold, med masser af nordamerikansk blod.

Spillere er gået, og spillere er kommet. Men trøjerne er stadig lyseblå og mørkeblå, og det er stadig Blue Fox og SønderjyskE. Det er en klassiker. En ny sæson begynder fredag kl. 19.30 i Vojens. Rigtig god fornøjelse.