Aftalerne med de udenlandske spillere ruller i disse dage ind hos Herning Blue Fox, der nu har sikret sig underskriften på en længe ventet og vital brik i holdsammensætningen.

Den sportslige ledelse hos Herning Blue Fox har i disse dage armene højt op over hovedet. Signaturen fra en af de helt vitale spillere i den kommende sæsons trup er landet hos sportschef Martin Struzinski. Således står det nu klart, at den 32-årige canadiske forward Brodie Dupont er klar for traditionsklubben Herning Blue Fox for den kommende sæson, med masser af blod på tanden.

De midtjyske fans kan allerede nu godt glæde sig over en spiller der gennem mange sæsoner har haft en ledende rolle på de hold han har repræsenteret. Her er der altså med andre ord tale om en spiller der besidder hele pakken, og som deraf naturligvis er tiltænkt en stor rolle på holdet. Taget fra toppen med mere end 400 AHL kampe, 100 DEL kampe, 110 ECHL kampe med et point i snit pr. kamp og afsluttende senest med et ophold i den østrigske klub Dornbirner EC, så er det altså en bundrutineret herre der lander på heden.
Brodie er draftet i 3. runde af NHL klubben New York Rangers, og nåede da også en enkelt optræden. Men karrieren bød som tidligere nævnt i stedet på massevis af ishockey i den næstbedste nordamerikanske række AHL. Her beskrives han som en fysisk stærk spiller, der er meget stærk rundt om målet og med en rigtig god balance. Han er typen der altid spiller gode kamp – ikke nødvendigvis pointmæssigt – men med stor betydning og indflydelse på hele holdet. Det kommer også til udtryk i hans spil langs banderne og i checking spillet, hvor han er kompromisløs og altid garant for en helhjertet indsats.

Klubbens forespørgsler på hovedpersonen selv har givet masser af fantastiske efterretninger, så der har ingen tvivl været om, at en kontrakt med Brodie Dupont vil være et scoop.
”Brodie kommer med masser af erfaring på højt niveau, hvor han beskrives som en komplet spiller bl.a. med spidskompetencer i både faceoff, powerplay og boxplay. Vi forventer, at han med hans spillemæssige kvaliteter og ikke mindst hans naturlige lederegenskaber, formår at bringe noget rutine, intensitet og vildskab ind på holdet. Han er en type som altid går forrest på og udenfor banen, og er vant til at tage ansvar. Vi glæder os meget over, at det er lykkedes os at tilknytte en så stor kapacitet og profil til Herning Blue Fox til den kommende sæson”, fortæller en yderst tilfreds sportschef, Martin Struzinski.

For Brodie Dupont selv har et af de store afsæt mod kontrakten været, at han selv og familien meget gerne ville til Danmark. ”Min familie og jeg er meget glade for denne nye mulighed for at komme til Danmark, og ikke kun til Danmark, men også til Herning specifikt. Vi har hørt meget om klubbens historie, og har kun hørt ene af gode ting. Min forventning og forhåbninger går på, at komme for at vinde et mesterskab, og det vil være målet fra dag 1.
Skal jeg beskrive mig selv, så er jeg en spiller med ”høj” karakter, der sætter en ære i at gå forrest på og udenfor isen. Jeg forsøger at spille et velafrundet spil og er en holdets mand. Jeg konkurrerer og arbejder hårdt hver kamp og træning, og forsøger at bidrage offensivt så meget som muligt”, fortæller Brodie Dupont, som vil være at finde i Blue Fox trøjen med nummer 9 til den kommende sæson.

Kontrakten med Brodie Dupont er naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra Dansk Ishockey Union.