Det blev til en enkelt sæson afstikker for herningensiske Joachim Linnet, der i den foregående Corona sæson spillede sammen med storebror Ulrich i Herlev Eagles.

Således nåede de to brødre blot en sæson sammen for den samme klub, inden den nu 28-årige Herning angriber alligevel valgte at lade vejene føre hjem til den midtjyske barndomsklub Herning Blue Fox. Her har Joachim indtil videre optrådt i 286 kampe med ræven på brystet ud af de i alt 429 danske ligakampe. Så det er en rutineret ræv der vender hjem, med øvrige klubophold i AaB Ishockey, Frederikshavn White Hawks og senest Herlev Eagles med sig i bagagen.

Den 187 cm hårdtarbejdende angriber får pæne ord med på vejen fra klubbens sportschef Martin Struzinski, der bl.a. lægger stor vægt på kvaliteten af at være en holdets mand.

”Joachim har altid spillet med et stort hjerte for sin klub og det hold han har spillet for. Han udfører sin rolle til perfektion og accepterer at være en universal spiller, som træneren kan stole på, og som både kan spille center og wing. Med hans offervilje og hårde arbejde, har han altid passet godt ind i den spilfilosofi vi som klub vil give udtryk for. Vi forventer samtidig med hans erfaring i Metal Ligaen, at han vil bidrage med kvalitet, stabilitet og rutine til både træning og kamp”, fortæller sportschefen.

Så med andre ord kan de blå-gule fans godt finde Linnet trøjen frem inde fra skabet, der dog til den kommende sæson bliver med nummer 73 på ryggen. Kontrakten med Joachim er som vanligt under betingelse af den endelige godkendelse fra DIU.


Sådan genåbner Metal Ligaen for tilskuere Trøjeauktion og hygge i Kvik Hockey Arena