Den blot 24-årige fynbo Kristian Jensen rykker karrieren videre fra Frederikshavn til det midtjyske, hvor Blue Fox logoet de næste 2 sæsoner pryder brystet på trøjen.

Det er en realitet efter at Kristian og Blue Fox’ sportschef Martin Struzinski er nået til enighed om en kontrakt gældende til og med sæsonen 2021-22. De 2 parter har længe bejlet til hinanden, og det skyldes i høj grad et match der passer både spiller og klub rigtigt godt fortæller Struzinski.

”Kristian Jensen er en virkelig dygtig spiller der givet vil passe rigtigt godt ind på vores hold. Han bibringer på trods af sine 24 år en masse erfaring med 236 Metal Liga kamp fra både Odense, SønderjyskE og sidst Frederikshavn. Her har vi selv set prøver på hans kompetencer, og med sine 186 cm og godt 100 kg. vil han også komme til at bringe en vigtig fysik ind i vores spil”, fortæller sportschefen om sin nye angriber.

Kristian Jensen Jensen drog i en tidlig alder til udlandet, hvor han kom under den svenske talentskoles vinger i svenske Luleå. Her blev han en del af deres hockeyprogram på junior 18 holdet og fik i sin anden sæson også en enkelt optræden i den bedste svenske række SHL på netop Luleås seniormandskab.

Efter 3 sæsoner i det svenske vendte Kristian næsen hjem mod Danmark og har sidenhen vist masser af kvalitet i Metal Ligaen, hvilket i øvrigt siden også har sikret ham 16 kampe med det danske A-landshold. Det er dog endnu ikke blevet til deltagelse på det danske VM-mandskab endnu, men det skridt kan måske netop tages med hans nye kontrakt med blårævene, hvor trænerteamet med canadiske Ben Cooper i spidsen vil gøre alt for at udvikle Kristian så optimalt som det overhovedet er muligt.

Vi glæder os til at se Kristian foreløbigt for de næste 2 sæsoner i Blue Fox trøjen med nummer 86 på ryggen, hvor han sammen med et sultent rævemandskab skal fortsætte de flotte takter fra sidste sæson.


2 underskrifter fuldender målmandsteamet Ishockeyen i Herning lever i bedste velgående – trøjeauktion satte stor rekord