Fredag får Blue Fox besøg af rivalerne fra Esbjerg Energy, til en ny vigtig kamp i kampen om final4, og placeringerne i toppen af Metal Ligaen. Pucken smides kl. 19.30.

Blue Fox kommer med fire sejre i træk, og masser af selvtillid. I seneste kamp mod Rødovre var det 57 minutters total Blue Fox-dominans, og sejren på 4-1 kunne sagtens være blevet meget større. Offensiven skaber godt med chancer, og sidste sæsonens topscorer Cam Brace ser også ud til at være ved at finde formen igen. I sæsonens hidtil seks kampe har han lavet ni mål, og mod Rødovre blev det til to kasser. Men det er defensivt at Blue Fox har hævet sig gevaldigt. Efter at have lukket 12 mål ind i de første 120 minutter, har man kun lukket tre mål ind i de efterfølgende 240 minutter.

Blue Fox vil gerne være et ubehageligt hold at spille i mod, og det har de også været i de sidste fire kampe. Uanset om modstanderen ønsker at spiller hurtigt eller fysisk, så har Blue Fox et hold der kan matche dem.

Esbjerg er startet lidt mere svingende, men alligevel ikke mere end at de ligger fint med. I deres første seks kampe har de vundet over Herlev, Odense og Rødovre, mens de har tabt to gange til Frederikshavn, og en kamp i overtid til Rungsted.

Esbjerg bliver i denne sæson styret af den relativt uprøvede canadier Jason Jaspers. Med en ny canadisk træner er det nok ikke utænkeligt at Esbjerg vil fortsætte den fysiske stil som de efterhånden har praktiseret i mange år. De har i hvert fald truppen til det. Flere rutinerede danskere er at finde i deres trup, som bla. tæller Jannik Christensen, Simon Grønvaldt, Søren Nielsen, Rasmus Bjerrum, Christian Wejse, Felix Scheel og Sune Hjulmand. Flere nye udlændinge er kommet til, deriblandt Brady Shaw som er holdets topscorer, og en bund rutineret canadisk angriber ved navn Adam Cracknell. Han har spillet 210 kampe i NHL og 530 i AHL. Han har stadig sin debut for Esbjerg til gode. Mon den kommer fredag?

Når det kommer til ”Special teams” er Esbjerg helt i toppen. De er således bedst til både powerplay (36,36 %) og boxplay (92,86 %)

Før kampen ligger Blue Fox nummer fire med 12 point efter seks kampe, mens Esbjerg ligger lige efter på femtepladsen med 10 point efter seks kampe. Højere oppe finder vi Aalborg på tredjepladsen med 13 point for seks kampe. Frederikshavn på andenpladsen med 16 point for otte kampe, og helt på toppen ligger Rungsted med 17 point efter syv kampe. Så det er tæt, og både kampen om placeringerne og final4 snerper til.

Pucken smides kl. 19.30 på Kvik Hockey Arena.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle


Lokal hjertesponsor vender ryggen til udfordringerne Herning Blue Fox går til stålet og knækker cancer