Corona, skader og karantæner. Alle tre elementer fyldte en del hos Blue Fox forud for fredagens kamp hjemme mod Aalborg. Rasmus Nielsen var tilbage efter sin karantæne, og der var samtidig debut til vores nye svenske låne-back Petter Hansson. Desværre var Nicolai Weichel blev skadet. Der var glædeligt gensyn med Anders Poulsen, og så var Cam Brace også blevet klar nok til at spille. Desværre blev det kun til 15 minutter inden en ny skade satte en stopper for ham. Til sidst var Morten Poulsen ude af kampen da han var blevet testet positiv for corona. Man tænker at det snart må stoppe!
Men på trods af alt modgangen så spillede Blue Fox en god kamp mod Aalborg. Der blev arbejdet benhårdt igennem alle 60 minutter, og alle bød ind. Flere af de unge knægte lyste op med masser af skølteløb og aggressivt pres. Stillingen var 0-1 helt hen til under et minut før tid, og kampen var åben hele vejen igennem. Men manglende skarphed, bla. på to friløbere fra Brodie Dupont og Kristian Jensen var i den grad med til at gøre udslaget. For chancerne var der. Det skal så også siges at George Sørensen stod en rigtig god kamp. Ligesom Simon Nielsen for øvrigt også gjorde.
Tirsdag gælder det så Odense, som efter en række nederlag i træk, har fået fire point i deres to seneste kamp. Begge mod Frederikshavn. Første tabte de 3-2 efter overtid, men senest besejrede de nordjyderne med 3-1. Et meget flot resultat af Odense, som til fulde udnyttede at Frederikshavn ikke virkede klar. Odense har fået Dale Mitchell tilbage i opstillingen, og han er omgående gået ind har haft en effekt. Både med point, men derudover med hans altid store arbejdsindsats, og store vindermentalitet.
Den seneste tid har kostet Blue Fox i stillingen. Vi er således kun tre point foran Odense før kampen tirsdag, dog med en kamp i hånden. Men det er tæt, og der skal snart point på kontoen igen, ellers kan vi pludselig ligge et sted, hvor vi slet ikke hører til. Vi vil stadig være ramt på holdkortet på tirsdag, ingen tvivl om det. Men kan vi spille som vi gjorde mod Aalborg, så kan vi også besejre Odense.
Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle