På en helt igennem fantastisk hockeyaften i Herning, hvor Odense Bulldogs blev sendt hjem med en sæk på 7-0, og hvor sporten blev sat lidt i baggrunden for en stund, kunne man efter slutfløjt offentliggøre et vanvittigt flot indsamlet beløb.

Herning Blue Fox, Blue Fox Support og Herning Ishockeyklub har den seneste tid i den grad haft arbejdshandskerne på. Fredag den 25. oktober skulle nemlig danne rammen om et større Knæk Cancer arrangement i forbindelse med kampen mod fynboerne.

Rævene spillede i unikke Knæk Cancer trøjer, der var blevet lavet videoer med personer i og omkring klubben der enten selv har haft kræft eller har haft det tæt inde på livet. Der var lavet unikke pucke, konkurrencer og meget mere, og samlet set var Kvik Hockey Arena ganske enkelt klar til at give kræft en på frakken.

Kort efter slutfløjt linede spillerne op, og herefter entrerede både Blue Fox og Blue Fox Support isen for at præsentere et Knæk Cancer arrangement der sprængte ALLE de bedste forhåbninger man havde om indsamlingen. Direktør Torben Skovsgaard kan med glæde ringe ind til TV2’s store Knæk Cancer show lørdag den 26. oktober og overføre et svimlende beløb på 165.589 kroner til kampen mod kræft. Ishockey Herning er vanvittigt stolte over opbakningen hos fans og supportere, og at man kan sætte et sportsdrama i relief til livets største kamp, og i dag gav vi kræft TØRRE TÆSK!


Interview Mark MacMillan Kampnoter: Rundt om Aalborg Pirates-Herning Blue Fox