Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Blue Fox skal op på hesten igen, når de tirsdag besøger Rungsted. Pucken smides kl. 19.00.

God form, optimisme, og en chance for at avancere i tabellen for første gang i lang tid. Blue Fox stod med gode kort på hånden fredag, men endnu en gang gled man i bananskralden, og missede muligheden. Chancerne blev skabt, og med fem mål sendt på tavlen, burde det være nok til en sejr. Men når man defensivt vælger at stemple helt ud, og indkassere syv mål, så vinder man ikke mange ishockeykampe. Rigtig ærgerligt at man ikke leverede da man endelig havde chancen for at rykke op i tabellen, for når man har været inde i den periode vi har, og ligger hvor vi gør, så kræver det flere gode kampe, og sejre at komme op igen, men kun ganske få nederlag at falde tilbage igen. Det er hårdt.

Offensivt så det fint ud, ingen tvivl om det. Vi scorer fem, og skaber masser af chancer. Vi spiller også ganske disciplineret, og tager altså kun fire udvisninger, hvilket vel egentligt også er godkendt. At Frederikshavn så slet ikke fik bare en, kan man godt sætte et lille spørgsmålstegn ved. De spillede fair, uden tvivl, men en eller to kunne der vist godt være dømt. Men de 0 point skyldes selvfølgelig de syv mål i mod. Hverken forsvar eller målmand leverede godt nok. Det skal der rettes op på med det samme. Vi har vundet de to seneste gange vi har været på Sjælland, så hvorfor ikke bare tage Øst-for-Storebælts-hattrick?

Det bliver svært, for Rungsted er stærke, og specielt på hjemmebane. De er Metal Ligaens næstbedste hjemmehold, og indtager også en samlet andenplads, med 38 point for 21 kampe. Det er 11 point mere end Blue Fox. Rungsted vandt med hiv og sving i fredags ude over et afbudsramt Rødovre hold med 3-2 efter straffeslag. Det var en sejr, men mon ikke de havde sat næsen op efter tre point.

Pucken smides altså kl. 19.00 tirsdag aften.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


4-1 i Rungsted: Herning tog tredje sejr på stribe på Sjælland i flot kamp Frederikshavn vandt i mega-målorgie i Herning