Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag skal Blue Fox på isen igen, og forsøge at følge op på storsejren i fredags mod Odense. Der venter dog modstand af en helt anden kaliber når holdet gæster Frederikshavn White Hawks. Pucken smides kl. 19.00.

Blue Fox fik fredag hul på den efterhånden ret så store byld. Det gik ud over Odense som blev sendt hjem med knusende sikre 7-0. Der var slet ingen tvivl i den kamp. Der var intet mindre en klasseforskel på de to hold, og der var også en ret så stor lettelse at spore efter kampen. Men så skal armene heller ikke løftes højere over hovedet. For selvfølgelig er 7-0 en rigtig god sejr, men det var stadig en pligtsejr. Blue Fox skal besejre Odense, og det gjorde de. Nu gælder det så om at tage den positive energi med sig ind til næste kamp, hvor der venter en helt anden modstander.

Der var stadig elementer i kampen mod Odense, som ikke var gået hvis modstanderen havde været en anden. Som kampen skred frem, steg modet, og flere gange var det nok ikke ”den kloge” beslutning der blev taget. Mod Odense gik det. Det gør det nok ikke mod Frederikshavn. Her skal der spilles klogt og sikkert i egen zone. Længere fremme på banen gælder det selvfølgelig om at fortsætte med at producere chancer, og så håber vi at kampen mod Odense har fået løst op for noget hos Blue Fox, så troen på at nettet nu kan findes bag målmanden er større, end tilfældet har været tidligere i sæsonen.

Frederikshavn indtager andenpladsen, og har spillet en stærk sæson indtil videre. Men på det seneste har de haft lidt svært ved at få tingene til at fungere, og de kommer faktisk ind til kampen med en nedadgående formkurve, og kun et point i de sidste tre kampe. Først tabte de 4-2 ude mod Aalborg. Derefter smed de en 1-3 føring, for derefter at tabe 4-3 ude mod Odense efter overtid, og senest tabte de så 5-2 ude til Rungsted. Fælles for alle resultaterne er at det har været på udebane, og alle ved godt at Frederikshavn er et helt andet hold på hjemmebane. Resultaterne har dog betydet at Aalborg nu er seks point foran, mens Rungsted kun er et point efter, og det med en kamp i hånden. Final4 ligger de stadig ret godt til, men skulle formkurven fortsætte mod Blue Fox, så bliver det pludselig lidt for spændende.

Frederikshavn vandt det hidtil eneste indbyrdes opgør. Her vandt de 4-6 i Herning. Det var en kamp hvor Blue Fox slet ikke var med i de første 40 minutter, og var nede med 0-4. Men i tredje perioder vågnede de op, og var også tæt på at få point.

En vigtig kamp, for begge hold, i hver sin ende af tabellen.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox GALLERI: Herning Blue Fox-Odense Bulldogs