I den seneste uge har alle ni danske Metal Liga-klubber stået sammen i kampen mod Cancer. Det er der kommet en fantastisk samlet donation ud af - æren tilfalder helt og aldeles vores fantastiske fans og sponsorer.

Samlet set lyder donationen som lørdag aften blev videregivet i det store Knæk Cancer show på kr. 381.709 kroner - et beløb som siden er vokset via fortløbende donationer. Men nu er en uges intensiv kampagne nået til ende. Alle Metal Liga klubber har hver spillet en Knæk Cancer kamp, hvor man har haft muligheden for at byde ind med tiltag til at nå det fantastiske bidrag.

- Det er en helt naturlig sag for os, at vi skal være med til at støtte dette projekt. Vi har alle relationer til familie og bekendtskaber, som har været eller er ramt af sygdommen og har den tæt inde på livet og dermed skal det siges at vi er stolte af den indsats som vores fans og sponsorer har gjort for at samle ind i vores nærmiljø til netop denne kamp mod cancer. I Herning spillede man i onsdags Knæk Cancer kampen, hvor modstanderen var Esbjerg Energy. Her solgte man alle de special-lavede Knæk Cancer trøjer i en stor auktion som både fans og sponsorer deltog i. Resultatet efter at alle 24 trøjer var solgt endte på flotte kr. 80.000,- ganske enkelt fantastisk, og en stor cadeau til den opbakning der var fra alle fremmødte. Forhåbentlig kan den opbakning hjælpe i den helt særlige kamp, der forhåbentlig kæmpes færdig en dag inden for overskuelig fremtid, siger direktør for Herning Blue Fox, Torben Skovsgaard.

- Ishockeyklubberne i Metal Ligaen og alle aktører omkring ligaen viser igen, at der kan tages fælles ansvar i støtte til en god sag. Den linje vil vi fortsætte i fremtiden og vi er stolte af at kunne støtte Knæk Cancer-kampagnen. Kan Metal Ligaens bidrag give bare en smule fremdrift til kampen mod cancer, har vi gjort vores arbejde godt, siger Metal Ligaens kommercielle chef, Thomas Bjuring.

Han nævner fansenes deltagelse i trøjeauktionerne som et stort og flot aktiv i kampagnen og glæder sig over, at der er strømmet både menneskelig varme og gode beløb ind fra tilskuerne, der i modsætning til sidste sæson også kunne bakke op om kampagnen ude i hallerne.

- Vi skylder også en kæmpe tak til de danske ishockeydommere, der afstod fra deres honorarer op mod Knæk Cancer-showet og på den måde skaffede 50.000 kroner til indsamlingen. Sikke et hjerte, de har vist frem der. I det hele taget har dansk ishockey vist et kæmpe hjerte med den her aktion og indsamling. Vi vil blive ved at bidrage til gode formål, siger Thomas Bjuring.


De danske mestre gæster Kvik Hockey Arena VIDEO: Se højdepunkterne fra Herlev-Herning