Herning Blue Fox har fundet den nye mand der skal beklæde stillingen som cheftræner i de kommende 2 sæsoner. Godt nok er navnet finsk, hvilket man nogen gange kan knække tungen på, men for de midtjyske ishockeykyndige klinger navnet særdeles velkendt.

Og der kan godt findes trøjer frem fra de blå-gule fanklædeskabe, da man hos Herning Blue Fox igen kan glæde sig over, at genoptage samarbejdet med tidligere Blue Fox kaptajn Pekka Tirkkonen. Pekka spillede sin sidste sæson i sin aktive karriere i Herning Blue Fox tilbage i 2007-08 sæsonen, og herefter stillede han skøjterne på hylden og helligede sig trænergerningen.

Som spiller har Pekka slået sit navn fast med syvtommers søm i særdeleshed i hjemlandet Finland, men naturligvis også Herning, hvor han spillede i 4 sæsoner. Den samme succes har han i høj grad opnået i sit nye hverv, hvor pladsen på bænken er blevet skiftet ud med et ophold lige bag, med det store overblik over spillere og kampen.
De første 4 sæsoner trænede Pekka Tirkkonen holdet SaPKo i den andenbedste finske Mestis liga sluttende med en kåring som årets træner i sæsonen 2011-12. Straks herefter blev han cheftræner for SaiPa i den bedste finske liga og kunne i sæsonen 2013-14 endnu en gang lade sig hylde som den bedste træner, og nu i hele Finland. Det er ganske enkelt imponerende og sidenhen har han krydret hele repertoiret med erfaring fra Kloten i Schweiz, Wolfsburg i den tyske DEL liga, og igen i Finland hos Liiga mandskabet JYP, inden han således nu tager hul på et nyt kapitel, og vender snuden tilbage mod Herning og den danske Metal Liga, som kommende cheftræner for ”blårævene”.

Den taktisk dygtige tidligere spiller og nu træner bliver uden tvivl en berigelse for både Blue Fox og ligaen, hvor sportschef Martin Struzinski glæder sig til at hilse Pekka velkommen tilbage.
”Pekka har vist flotte egenskaber som træner, helt på fod med de kvaliteter han viste som spiller, hvor han også helt naturligt var en leder på isen. Han er en træner der tror på, at hårdt arbejde altid belønner sig, og så kender han jo både ligaen og ikke mindst klubben rigtigt godt. Så det vil være en mand med kendskab til de værdier klubben er bygget på, men som også indeholder et mindset der passer som fod i hose til vores, så vi fremadrettet kan sætte de aftryk vi ønsker. Med andre ord er han typen der ikke blot fortæller hvad vi vil, han er typen der VISER hvad vi vil, og det er sådan vi altid ønsker at fremstå i Herning”, fortæller Martin Struzinski.

Pekka kommer den næste tid til sammen med sportschefen, at kigge frem mod den nye sæson, og hvilke spillere der skal være med til at forme et stærkt, sammentømret og sultent rævemandskab. Fundamentet skabes allerede nu, og hos Herning Blue Fox glæder vi os til at byde Pekka Tirkkonen velkommen tilbage til Herning og ikke mindst velkommen tilbage i ”boksen”.


Vi vil være sportens grønne talerør Blue Fox og cheftræner Ben Coopers veje skilles