30-årige Rasmus Nielsen kunne for ganske kort tid siden lade sig hylde, for at have spillet flotte 500 kampe i den navyblå Blue Fox trøje, nu er han klar til endnu 2 sæsoner.

Kæmpe rollemodel, holdspiller, benhård og ”Mr. no bullshit”! Listen af prædikater er alenlang, og dette er blot nogle af dem, som kendetegner Rasmus Nielsen. Herning dreng og en spiller som aldrig taler sig igennem kampene, ophøjer sejrene eller undskylder nederlagene. Han lader ganske enkelt sit spil tale for sig, og han gør det på sådan en måde, at han i Herning er en kæmpe rollemodel for vores unge spillere og foregangsmand for alle øvrige spillere. Den sammenbidte og faste indstilling til at hårdt arbejde bærer frugten, at man er klar til at gå forrest i hvert et skift, og at ville ofre alt for sine holdkammerater… Det er essensen i alt hvad Rasmus Nielsen står for som spiller, og i alt hvad Herning Blue Fox vil stå for som klub!

Derfor er det også en yderst tilfreds sportschef, Martin Struzinski der har sikret sig én af grundpillerne i blårævenes defensiv for de kommende 2 sæsoner.

”Rasmus Nielsen og jeg har længe snakket om at få styr på forlængelsen. Rasmus er en rigtig klubmand, og Herning har været hans prioritet hele vejen igennem, ligesom Rasmus også hele tiden har været en vital defensiv spiller for os at sikre. Med signaturen får vi fastholdelsen af en kulturbærer, der i den seneste lange tid har båret C’et på brystet, som et synligt bevis på hvad han står for. Rasmus Nielsen er altid fit og veltrænet og indeholder som spiller alt det, vi gerne vil have den nye generation til at tage ved lære af”.

645 kampe har Rasmus Nielsen allerede spillet i den danske liga, og heraf altså over 500 af dem i barndomsklubben Herning. Med sig i bagagen har han også samlet 56 A-landsholdskampe, en plads på All Star holdet i 2011-12 sæsonen, kåring som årets rookie i ligaen sæson 2008-09 og ikke mindst 3 danske mesterskaber.


STREAM: Se kampen mellem Herning og Frederikshavn VIDEO: Højdepunkter fra kampen mellem Frhavn og Herning