Tomme tribuner tegner i disse dage den danske ishockeyscene. På Kvik Hockey Arena har en af klubbens legender rundet en flot milepæl, der ligesom så meget andet i denne tid, desværre forstummes i restriktioner og global pandemi.

Rasmus Nielsen kan godt skrive en af Byens helt store Rødder på CV’et. Godt nok har han haft en kort afstikker til det sønderjyske, men det blå-gule hjerte banker helt ind i sjælen på den benhårde back, som midt i al Corona virvaret har kunnet fejre 500 kampe for blårævene.

Normalvis ville arenaen have været festklædt og klar til at fejre så flot et jubilæum, der dog af gode grunde for nu er udsat. For at blive hyldet af Blue Fox Support og alle vores sponsorer skal Rasmus ikke snydes for. Hyldesten og hæderen for at have opnået så flot et antal kampe lader vi nemlig vente, til det at blive kaldt frem fra Blue Line igen bliver et synligt og øredøvende synonym med en stor bedrift.

Blot 30 år og allerede 641 kampe i den danske liga er ganske enkelt blændende. 507 af dem er spillet med Blue Fox logoet på brystet, og hans historie og lederskab er også grunden til, at han i øjeblikket bærer C’et på brystet, som tydeligt bevis på at han er midtjydernes kaptajn. En person der går forrest for holdet, og som bærer kulturen og historien ydmygt langt ind i rødderne på hans ishockeyopvækst fra banerne på Holingknuden i Herning.

Med sig i bagagen har han også samlet 56 A-landsholdskampe, en plads på All Star holdet i 2011-12 sæsonen, kåring som årets rookie i ligaen sæson 2008-09 og ikke mindst 3 danske mesterskaber.

Indtil vi igen kan få lov til at hylde store bedrifter til vores hjemmekampe, skal der hermed lyde et stort tillykke til Rasmus med 500 kampe for Herning Blue Fox, og ikke mindst en kæmpestor tak for din indsats. Vi glæder os til mange flere sæsoner med dig som en vital del af fundamentet på holdet.


STREAM: Herning Blue Fox-Herlev Eagles Herlev kommer på besøg