Tirsdag er Blue Fox klar til deres femte kamp på de sidste 10 dage, når Herlev Eagles kommer på besøg. Pucken smides kl. 19.00.

Blue Fox gjorde som de skulle, da de søndag var på besøg i Odense. De hentede nemlig alle tre point. Det skete efter en lidt spøjs kamp hvor man egentlig havde alt under kontrol. Man var foran 2-0 på to sene mål i første periode, og var dominerende i spillet. Men manglende disciplin blev desværre straffet, og pludselig stod det 2-2 efter anden periode. Heldigvis gjorde pausen det godt for Byens Rødder, og efter bare 32 sekunder af tredje periode havde man scoret to gange og var foran 4-2. Slutresultatet blev 6-3, og dermed tre vigtige point.

MEN, vi tog de tre point, og da Frederikshavn samtidig fik en ishockey lektion af Rungsted, så tog vi tre vigtige point på en direkte konkurrent til fjerdepladsen. SønderjyskE vandt over Rødovre, så der skete der ingen ændringer. Men retter vi lige fokus op ad, så har Aalborg for en kort stund tabt pusten, og tabte igen mod Esbjerg. Aalborg har kun hentet fire point i deres seneste syv kampe, og afstanden op til tredjepladsen er nu på ”kun” 8,5 point. Så har Blue Fox godt nok spillet to kampe mere, men chancen er ikke væk endnu.

Herlev sad over i tirsdagens runde, hvilket de muligvis har nydt godt af. De har nemlig været inde i en svær periode med flere knap så gode resultater. De har også været meget ramt af skader, hvilket har presset deres bredde en del. De startede 2021 med to corona-aflysninger mod henholdsvis Rødovre og Blue Fox. Deres første kamp endte med et 4-2 nederlag til SønderjyskE, hvorefter de besejrede Odense 4-1. Herefter blev det til tre nederlag i træk, bl.a. en snitter på 7-1 mod Esbjerg, inden de så senest vandt 4-3 hjemme over Odense efter overtid. I stillingen ligger de nummer syv med 44,5 point efter 37 kampe. De har 8,5 point ned til Rødovre, og fem point op til Frederikshavn, som har spillet en kamp mindre.

Herlev er altid svære at spille mod. De kommer med masser af fysik, og er altid meget aggressive over alt. Blue Fox har det ofte svært mod Herlev, og specielt en spiller har ofte voldt Blue Fox problemer. Nemlig Herlevs svenske målmand Emil Jidskog.

Blue Fox har faktisk Herlev to gange i træk nu, men ”returkampen” spilles først om en uge, nemlig tirsdag d. 2. februar. Nu gælder det i første omgang de tre point som er på højkant på Kvik Hockey Arena.

Husk at kampen kan streames live igennem Metal Ligaen, og kun at bruge de officielle links.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


En hyldest til en klublegende er druknet i pandemien To hurtige mål i tredje periode afgjorde: Herning sled sig forbi Odense