Sæsonen startede langt fra som man havde håbet hos Blue Fox. På hjemmebane måtte vi se SønderjyskE rejse hjem med de tre point efter en sejr på 6-3. Det var et udfald som der ikke kan pilles ved. SønderjyskE var simpelthen det bedste hold, specielt i første halvdel af kampen, hvor de virkelig havde Blue Fox ude i torvene. Ingen i truppen kan være tilfredse med det der blev leveret, og det må forventes at de er opsatte på revanche.
Skal vi finde lidt positivt også, så må det være at selv på en dårlig dag, og i en kamp hvor vi var nede med 0-3, alligevel fik os spillet tilbage igen. Vi var ikke langt fra at få udlignet til 3-3 i tredje periode. Noget andet må være vores powerplay. Vi havde mange af dem, og det at vi ikke udnyttede et minut i fem mod tre endte faktisk med at blive afgørende. Men vi lavede altså tre kasser i powerplay, hvilket er godkendt.
Rungsted fik en ganske fin start på sæsonen, da de vandt 4-3 ude over Esbjerg efter straffeslag. De var godt nok foran 2-0 efter første periode, og havde nok håbet på at tage alle tre point. Men Esbjerg er et svært sted at spille, og mon ikke de er okay tilfredse med de to point de fik. Rungsted kommer også ind til denne sæson med det spændende hold, hvor flere profiler stadig er at finde i truppen. Blandt andet kan nævnes Nikolaj Rosenthal, Marcus Olsson, Joachim Holten Møller, Shane Hanna og Mathias Persson. Ind er kommet nogle tidligere mestre med klubben i form af backerne Morten Jensen og Tim Daly samt angriberen Charlie Sarault. Men det største navn er uden tvivl Nichlas Hardt. Den mange årige danske landsholdsprofil er et scoop, og en kæmpe gevinst for Metal Ligaen.
Der venter en svær opgave for Blue Fox, og en vigtig kamp for begge hold her tidligt i sæsonen, som har Final4 som målsætning, og erfaringen viser, at der ikke er plads til at sætte ret meget til fra starten af.
Pucken smides kl. 19.00.
Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.