Fredag skal Blue Fox på en svær opgave, når holdet gæster Esbjerg Energy. Kampen starter kl. 19.00.

Stolpe ud, marginaler imod og sort uheld. Det er tre betegnelser der har passet lidt for godt på Blue Fox på det sidste. I de sidste tre kampe er det blot blevet til et point, men det kunne lige så let være blevet til ni. Specielt i de to kampe mod Frederikshavn havde holdet fortjent mere. Blårævene spillede faktisk to fine kampe, hvor de skabte masser af chancer, og i store træk også sad på kampen. Frederikshavn spillede 120 minutters ”dump and chase”, og var så skarpe på de relativt få chancer de skabte. Havde Blue Fox fået seks point havde ingen kunnet indvende noget. Men det fik vi ikke, og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan være skarpere foran mål, og det gælder egentlig begge veje. Vi har chancer til flere mål, men kan også stramme op foran vores egen kasse. Der blev lavet nogle fejl oppe i Frederikshavn, mens vi i hjemmekampen i to situationer tillod for meget plads, til den ene kæde Frederikshavn har, som man ikke må give noget som helst. Få sekunders svigt i koncentrationen resulterer bare i maksimal afstraffelse. Det er hårdt. Men det er marginaler, og kun hårdt og konstant arbejde kan få dem til at svinge over på vores side.

Nu skal Blue Fox så på besøg hos et bomstærkt Esbjerg-hold, tilmed uden Blue Fox topscorer Mathias Bau Hansen. Så nu har andre spillere chancen for at steppe op. Vi sidder stadig på fjerdepladsen, men er hårdt jagtet af både Frederikshavn og SønderjyskE.

Esbjerg kommer ind til kampen med fem sejre i træk, og ni sejre i deres seneste 10 kampe. De har også været offensive i deres udmeldinger, og har således proklameret at de går efter at vinde grundspillet. Det er heller ikke umuligt, eftersom at de nu kun er 3,5 point efter Rungsted på førstepladsen.

De har Metal Ligaens pt. farligste spiller i Brady Shaw, som topper topscorerlisten suverænt med 65 point. Det er hele 14 point mere end Josh MacDonald fra Aalborg, som indtager andenpladsen. Den næste spiller de har på listen er Charles Corcoran, som er nummer 13 med 41 point. Esbjerg råder uden tvivl over en imponerende bredde og fysik, som samtidig fungerer i det system som deres nye træner Jason Jaspers er kommet med. Så Esbjerg vil så absolut lege med i denne sæson.

TV2 Sport sender kampen mellem Rungsted og Aalborg, og derfor bliver vores kamp i Esbjerg desværre ikke livestreamet. Liveopdatering fra kampen kan dog følges som sædvanlig på https://metalligaen.dk/livescore/

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


Helstøbt Herning-indsats og tre point i Esbjerg Hernings pointkonge er også blåræv næste sæson