For Blue Fox spillerne endte onsdagen med at blive en lidt uvant hverdag. De var dog forberedte, men alligevel føltes det lidt som at komme på glatis, da skøjterne blev skiftet ud med en mobiltelefon og ringeliste.
Grunden til det momentære karriereskift skyldes, at man med et forestående slutspil rundt om hjørnet gerne vil have fyldt hallen til bristepunktet, ved at give gratis entré til den første kvartfinalekamp. Her skal vi have vores fantastiske sponsorer på banen, for det er deres støtte, som skaber den unikke mulighed.
3000 til ishockey er dog ikke et unikt koncept hos Herning Blue Fox omend det er et par år siden, at man har kunnet afvikle et slutspil med tilskuere. Men fremgangsmåden var ny. Administrationen og det normale salgsgen blev byttet ud med Blue Fox spillerne, der tog udfordringen på sig, og gav den gas med salget af de forskellige pakker.
Efter et kvarters indspark om telefonsalg var allesammen klar, og vi må bare erkende, at både spillere og sponsorer var særdeles opsatte på, at det skulle ende ud i en succes! Efter 2 timer var armene højt hævede efter en stærk indsats af blårævene og en fantastisk velvilje fra mange af vores sponsorer. Så det endte med en særdeles god start på indsamlingen for, at få fyldt hallen til den første kvartfinalekamp på Kvik Hockey Arena. Byens Rødder fortsætter i den kommende tid med at kontakte de sponsorer, som ikke var så heldige at få et opkald til den første Call Event.