Tirsdag eftermiddag ruller spillerbussen mod Spar Nord Arena på Fyn. Odense Bulldogs byder indenfor til kamp kl. 20.00.

Weekendens back-to-back kampe mod SønderjyskE satte en brat stopper for den seneste tids gode form og titlen som ubesejret på hjemmebane. Efterfølgende udtalte træner Pekka Tirkkonen til Sportherning.dk at han var skuffet over spillernes indsats, og at alt for mange chancer blev givet væk.

Arbejdsindsatsen kan der rettes op på allerede tirsdag aften, hvor et selvtillidsfyldt Bulldogs-mandskab venter. Værterne fra Odense Bulldogs befinder sig i øjeblikket på en fjerdeplads i tabellen. I de seneste to kampe er det blevet til maksimum point, hvor Frederikshavn og Herlev er blevet besejret.

Det har været to tætte indbyrdes kampe mellem mandskaberne i denne sæson. Metal Ligaen blev skudt i gang med en premierekamp, der mest af alt mindede om en omgang play-off hockey med en smal 2-3 sejr i overtid til blårævene. Senest klubberne mødte hinanden blev det til en mere komfortabel 3-1-sejr hjemme i Kvik Hockey Arena.

Pucken smides til en spændende og intens hockeykamp kl. 20.00 i Spar Nord Arena i Odense.


Flotte detaljer førte Herning til 4-1-sejr i Odense HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-SønderjyskE