Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Søndag eftermiddag er det muligt at komme gratis til ishockey på Kvik Hockey Arena, når Herning møder Danmark. Det lyder lidt specielt ikke? Men det sker når Blue Fox stiller op til kamp mod det danske U20 landshold. Pucken smides kl. 15.00.

Metal Ligaen kører derud af, og er utrolig tæt fra nummer to og helt ned til nummer otte. Men søndag kan man altså tage til ishockey, og samtidig lade nerverne blive hjemme. Der er nemlig tale om en træningskamp, her midt på sæsonen, hvilket er en ny ting. Det er en del af en plan fra DIU, for at optimere forberedelserne for U20 landsholdet frem mod VM. De har allerede mødt Frederikshavn og Odense, hvilket har resulteret i et nederlag og en sejr. Nu gælder det så et møde med Blue Fox, for til sidst at møde Esbjerg.

Olaf Eller har udtaget en spændende og talentfuld trup, med flere navne som godt kunne komme til at præge dansk ishockey i fremtiden. På holdet er der fem spillere der har deres daglige gang i Herning. Der er tale om Frederik Brændgaard, Simon Schleicher, Lukas Bang, Andreas Sørensen og Frederik Søgaard. De skal altså i denne kamp forsøge at stoppe deres normale holdkammerater. Så det bliver en lidt speciel oplevelse på flere måder.

Hvordan stiller Blue Fox op? Det må tiden jo vise, men det er nok ikke utænkeligt at der kunne blive sparet en spiller eller to. Skulle nogen rende rundt med lidt skavanker, er det nok en kamp som denne at de får lov til at hvile. Hvad med en spiller som Daniel Nielsen? Måske der også venter alderspræsidenten en fridag? En spiller der derimod bør kunne se frem til noget længeventet spilletid, må være Albert Adamsen. Nu hvor Frederik Søgaard stiller op for U20, og forhåbentlig også skal vogte kassen, og Simon Nielsen døjer med en skade, så står det næsten skrevet i sol, måne og stjerner, at Albert endelig får lidt kamptræning i benene.

Men der er altså dækket op til en anderledes rolig, hyggelig og nervefri oplevelse på Kvik Hockey Arena, hvor der kan fokuseres 100 % på spillet, og ikke på resultatet. Selvfølgelig vil man helst vinde, specielt nu hvor man står med fire sejre i træk. Men det her er en anderledes kamp, hvor man ikke helt ved hvilke spillere der bliver stillet op med.

Pucken smides altså kl. 15.00, og der er gratis entré til alle.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


Highlights Blue Fox - U20 landsholdet Blue Fox vandt i Rødovre i absolut sidste øjeblik