Fredag aften står 23-årige Jakob Jessen fra Herning Blue Fox klar på isen, fuldt kampklædt til opgøret mod Esbjerg Energy. Han hyldes for at have rundet 200 kampe i den bedste danske liga og i Blue Fox trøjen. Jubilæet fejres med en forlængelse på yderligere 3 år for barndomsklubben.

Det er nu 7 år siden, at Jakob Jessen for første gang stiftede bekendtskab med elitemandskabet i Herning. Her blev han i de første par sæsoner kaldt op med intervaller, for der skulle stadig bygges på. Men talentet, arbejdsindsatsen og fokus sikrede Herning backen flere og flere optrædener ind imellem de i forvejen mange kampe og træningspas med moderklubben HIK.

I dag spiller Jakob Jessen udelukkende for Herning Blue Fox i Metal Ligaen og den fælles glæde over samarbejdet har nu kastet en forlængelse på yderligere 3 sæsoner af sig.

”Jakob er en pålidelig og dybt professionel spiller der har en ligetil og fokuseret tilgang til spillet. Han yder altid 100% i hver træning og kamp og er en spiller man som træner og holdkammerat altid kan stole på. Derfor er det med de fundamentale og blå-gule klub briller en forlængelse jeg glæder mig rigtigt meget over”, fortæller Blue Fox’ sportschef Martin Struzinski.

Jakob Jessen har med sine blot 23 år som skrevet allerede rundet 200 kampe i Metal Ligaen, men har herudover spillet Continental Cup for blårævene ligesom han har fulgt ungdomslandsholdene hele vejen op til og med U20. Der venter en masse spændende i fremtiden for Jakob, og hos Blue Fox er man glade for at kunne følge og præge de næste 3 sæsoner.


Kristian Jensen afgjorde for Herning med sent mål Highlights Blue Fox - Esbjerg Energy