Blårævene fra Herning Blue Fox spillede sig i fredags til en plads i Metal Ligaens Final4, hvor herningenserne er forsvarende pokalmestre. Søndag venter Rødovre Mighty Bulls i en (u)hyggelig Halloween søndagskamp.

Og fra hjemmeholdets side går vi ALL IN på Halloween med specialdesignede spillertrøjer der senere vil kunne købes på auktion, spindelvæv i krogene, gratis adgang som altid for børn til og med 15 år og så er der også creepy orange Candyfloss til alle børnene.

Kom i god tid, de første børn der kommer når dørene åbner kl. 13.30, får nemlig også mulighed for at lave deres eget græskarhoved, som kan tages med hjem efter kampen. Alle der har lyst må naturligvis gerne komme udklædt til kampen – det er jo trods alt Halloween - og for de voksne der kommer udklædt er der en ”bedste udklædning” konkurrence om 2 pladser i Bone’s Loungen til kampen mod Aalborg den 14/11.

Kampen søndag eftermiddag bliver en kamp mellem top og bund, og trods de 2 mandskabers forskellige formkurve, så er det Herning Blue Fox der har revanchen til gode efter de 2 mandskabers første møde i Rødovre. Her vandt det sjællandske mandskab med 6-5 i en noget rodet opstartsfase af sæsonen. Det håber Blårævene at kunne råde bod på, når det er hockeytime kl. 15.00.

Vi håber at se rigtigt mange på lægterne i morgen, når isen igen gløder med fart, action og masser af mål. Så brug søndag eftermiddag sammen med familie og venner på Kvik Hockey Arena, og få en både sportlig og stemningsmæssig (u)hyggelig oplevelse udover det sædvanlige…


Thompson vendte kampen for Herning i tredje periode GOALSHOW: Se målene fra SønderjyskE-Herning