Det er samtidig en duel mellem 2 hold, der begge har 43 point i toppen af ligaen, så tirsdagens vinder vil være alene i spidsen af Metalligaen.
Og der kan ikke være tvivl om, at der venter Blue Fox en svær kamp i Aalborg Ø, mod en flok pirater der til tider viser skræmmende styrke.
Men at det er muligt at hente point i det nordjyske, vidner sidste kamp mellem tirsdagens to hold om, da Blue Fox vandt seneste opgør mellem de to hold, netop i Gigantium.
”Det bliver en rigtig god test for os at møde et rigtigt stærkt spillende Aalborg hold i Gigantium. Sidst vi spillede mod dem deroppe, spillede vi en rigtig god disciplineret kamp med meget få fejl”, siger Martin Struzinski.
”Den opskrift har vi brug for at gentage hvis vi skal have en chance for at få point med fra det nordjyske.
Vi forventer de kommer med et stort tryk fra start, så starten for os bliver vigtig at kunne modstå og håber derefter vi kan arbejde dem ned over 60 min”, slutter sportschefen af.
Mathias Bau er fortsat tvivlsom, og så er Jakob Jessen og Mads Christensen blevet syge siden sidste kamp.
Husk at kampen i Aalborg kan ses live fra klokken 19.00 på TV2Play.