Fredag aften ruller spillerbussen over Storebælt, hvor en kamp mod Herlev Eagles venter. Første face-off er klokken 20.00 i Spar Nord Arena.

Efter et meget smalt nederlag på 1-0 ude mod Aalborg Pirates i mandags, venter der Blue Fox spillerne endnu en udekamp fredag aften i Herlev. Nederlaget betyder at forspringet på førstepladsen i Metal Ligaen er reduceret til to point ned til forfølgerne fra SønderjyskE.

Aftenens værter fra Herlev har ift. sidste modstander dog en mere nedadgående form, hvor det er blevet til fire nederlag i de seneste fire kampe. Værd at bemærke er dog den stærke svenske forward, Joseph Jonsson, der blander sig i toppen af pointlisten med 11 mål og 13 oplæg til følge. Samtidig kæmper Herning Blue Fox også med skader i øjeblikket, så det bliver en flok ræve der skal stå tæt sammen på en altid svær udebane.

Blårævene har overtaget i de indbyrdes kampe mellem klubberne i denne sæson med seks point af seks mulige indtilvidere. I september blev det til en sikker 6-2-sejr hjemme i Kvik Hockey Arena, og i slutningen af oktober blev kampen i Herlev vundet med 3-4.

Kampen spilles klokken 20.00 i Spar Nord Arena og kan – som altid – følges på TV2 PLAY.


Herning vandt i straffeslag i Herlev fredag aften Herning savnede skarphed i powerplay mandag aften