Herning Blue Fox har gennem længere tid været på jagt efter en afløser til Phillip Marinaccio, som blev ligatopscorer i sidste sæson. Det er nu endelig lykkedes at få styr på spilleren, som hele tiden har været vores førsteprioritet til den rolle.

Det bliver et velkendt navn der kommer til at skulle udfylde hullet efter Hernings ligatopscorer fra den seneste sæson. Dermed er der også med en vis forventning hos både klub og fans i både Herning og de andre danske klubber, når svenske Jesper Thörnberg trækker Blue Fox trøjen over hovedet til den kommende sæson.

Den 32-årige angriber har gennem karrieren været både i hjemlandet Sverige, hvor det hovedsageligt er i HockeyAllsvenskan han har huseret. Men det er også blevet til en enkelt sæson i den østrigske liga hos HC Innsbruck. Masser af point og især mål har været kendetegnende for denne lille hurtige og kyniske målræv, som også har spillet 3 sæsoner i den danske liga for henholdsvis Herlev Eagles og senest i sidste sæson hos vores fynske kollegaer fra Odense Bulldogs. I alt har han lagt navn til imponerende 142 point i sine 119 kampe i den danske liga, heraf har de 78 af dem været med den sidste stav på inden nettet blafrede. Hans mest produktive sæson i den danske liga var hans første for Herlev Eagles, hvor han dannede en vanvittigt giftig kæde med bl.a. Brett Thompson, som han altså nu bliver genforenet med i det midtjyske. Den sæson tilspillede han sig i øvrigt også en plads på ligaens All-Star hold som den mest scorende og pointrige spiller.

I Herning har man flere gange haft fangarmene ude efter Jesper Thörnberg, men trods at man flere gange har været meget tæt på at nå hinanden, så er det altså først nu samarbejdet skal stå sin prøve.

”Da vi fandt ud af, at der igen var gensidig interesse for et samarbejde, så inviterede vi Jesper og hans familie på et besøg i Herning, hvor vi fik afstemt forventningerne til hinanden, præsenteret klubbens faciliteter og hvad byen har at byde på for en børnefamilie”, fortæller Sports Manager Daniel Nyegaard og slutter.
”Vi er meget tilfredse med at sikre os Jesper Thörnberg til den kommende sæson, han er en spiller som har været på vores ønskeliste i flere sæsoner, og nu lykkedes det endeligt”.

Landsmand og ny mand i front for Herning Blue Fox’ tropper, cheftræner Pelle Hånberg er også yderst tilfreds med sin nye svenske angriber, som gennem flere snakke har givet ham nogle rigtigt gode indikationer af en spiller der hungrer efter ædelt metal.
”Jesper har vist de sidste år, at han er en rigtig dygtig forward, med en evne til at kunne skabe chancer fra alle vinkler. Han kender sin rolle, og er ligeledes en hård arbejdskraft både til træning og kamp. Da jeg snakkede med Jesper, fortalte han mig, at han vil gå gennem ild og vand for at vinde et mesterskab i sin karriere, så vi får helt sikkert en spiller med et klart mål for sæsonen”, lyder det fra Blue Fox’ cheftræner.

Trøjen er trykt med Jespers velkendte nummer 67 på ryggen, så det midtjyske hockeypublikum kan godt begynde at øve sig på efternavnet, når den sultne målræv gør sin entré på Kvik Hockey Arena til den kommende sæson. Kontrakten med Jesper er naturligvis, og som altid under forudsætning af den endelige godkendelse fra DIU.


FAQ: Spørgsmål om Metalligaen TV Blue Fox cheftræner har fundet sin assistent