Endnu en svensker lander i det midtjyske, og denne gang er det Blue Fox offensiven der får en tiltrængt tilgang for resten af 2020.

Således er det lykkedes at lande en aftale med den 28-årige angriber Pontus Netterberg der kommer for at hjælpe blårævene til og med december måned. Og det er en direkte offensiv satsning for Blue Fox’ sportslige ledelse der i de indledende runder af Metal Ligaen 20-21 har måttet se flere offensive profiler støde til skadeslisten.

Pontus der i øvrigt er en af de altid populære højrefattede spillere kommer med 5 SHL sæsoner i ryggen. SHL er den bedste svenske liga, og betegnes i top 5 af verdens bedste ligaer. Her har han spillet 243 kampe samt 32 europæiske turneringskampe, senest for klubben IK Oskarshamn. Han vandt blandt andet det svenske mesterskab sammen med Växjö Lakers i 2017-18, så det er en spiller der ved hvad der skal til for at vinde.

På trods af en moderat pointhøst de seneste sæsoner, så er den sportslige ledelse i Herning ikke i tvivl om, at han dog er en udpræget offensiv skikkelse med masser af potentiale til både at score mål og være assisterende til målene.

”Pontus kommer med en rigtig god alder, og har blandt alle jeg har snakket med fået virkelig fine anbefalinger med. Han har ikke spillet i topkæderne på de hold han har spillet på senest i SHL, men det er på ingen måde et udtryk for hans offensive kvaliteter. Pontus Netterberg er i en altid fantastisk form, og har et virkeligt godt skud, hvilket gør ham til en naturlig målscorer. Han besidder en god størrelse, og det kombineret med hans teknik og næse for chancerne gør, at vi glæder os over at have fået ham som en del af holdet”, fortæller sportschef Martin Struzinski.

Pontus Netterberg støder til holdet allerede i indeværende uge, hvor han sammen med cheftræner Ben Cooper og resten af blårævene skal finde rytmen, til når sæsonen igen starter her efter landsholdspausen. Første modstander her hedder SønderjyskE på udebane i Vojens.


Genstarten finder sted i Vojens Nielsen og Cracknell i hopla, da Esbjerg igen slog Herning