Søndag eftermiddag står Kvik Hockey Arena skarpt, når dørene åbnes til et brag af en afslutning på efterårsferien med Metal Liga opgøret Herning Blue Fox mod Herlev Eagles.

Og det er et toptunet Blue Fox mandskab, der i den grad har haft vind i sejlene med 5 sejre på stribe, men på modsatte side står også et formstærkt mandskab fra Herlev Eagles, som endvidere har håneretten til gode fra sidste opgør mellem de 2 hold.

Det er samtidig også sæsonens første søndagskamp, en dag der traditionelt tiltrækker rigtigt mange børn og børnefamilier. Og det er ikke helt uden grund, for det er den perfekte måde at afslutte en god weekend eller ferie, med fart, spænding, masser af action og så er det ganske gratis for alle børn til og med 15 år.

Maskotten Victor er i ekstra højt hopla når det er søndag, hvor han elsker at hygge og drille alle der kigger forbi Kvik Hockey Arena og for lige at gøre det hele lidt federe, så har vi sørget for gratis popcorn til alle børn og barnlige sjæle.

Billetsalget ser rigtigt fint ud, og allerede nu kan vi glæde os over endnu en kamp med rigtigt mange gæstende på lægterne. Men der er plads til mange flere – også dig og din familie, så hop ind på bluefox.dk og find billetter til kampen søndag. Børn behøver ikke at trække en ståpladsbillet, men går bare ind. Mor og far kan købe billetten fra kun 100 kroner.

Vi ses søndag til et brag af en kamp, faceoff er kl. 15.00 og dørene åbnes kl. 13.30.

IT’S  HOCKEYTIME!


Interview Mathias From Herning Blue Fox står sammen igen og støtter Knæk Cancer