Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag skal Blue Fox igen et smut øst på. Herlev Eagles står klar med åbne arme, til en kamp som starter kl. 19.00.

Stimen på fire sejre i træk endte desværre i fredags, da man tabte 5-4 ude mod SønderjyskE. Det var efter en kamp som Blue Fox ellers sagtens kunne have vundet. I store perioder var man det bedste hold, og spillede faktisk rigtig godt. Men SønderjyskE gik desværre fra 2-2 til 5-2 på bare tre minutter, og specielt målet til 3-2 gjorde ondt, da det blev scoret med kun 0,04 sekunder tilbage af anden periode. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men det sker bare en gang imellem. Vi scorede fire mål, hvilket for det meste vil være nok til at vinde, men endnu vigtigere, så spiller vi godt. Der kommer mere og mere facon over spillet. Defensivt sidder vi tæt på modstanderne og bryder dem ofte hurtigt, og offensivt spiller vi med stor fart og kreativitet. Vi skaber en masse, og målene kommer stille og roligt nemmere til os. Spillerne skøjter og kæmper, og udviser en rigtig god moral.

Nu gælder det så endnu en kamp på Sjælland, og sæsonens tredje opgør mod Herlev. Sidst Blue Fox gæstede ”øen” sejrede vi over Rødovre, og en forbandelse blev dermed brudt. Kan vi hente to i træk, så kan vi en gang for alle pakke det væk. Vi kan uden tvivl godt besejre Herlev, men det kræver at alle mand er klar fra start. Første opgør mod Herlev i denne sæson blev også spillet i ”Ørneborgen”, og her leverede Blue Fox sæsonens til dato nok svageste præstation, som også endte med et nederlag på 5-2. I den anden kamp vandt Herlev 6-5 i Herning over overtid, i en kamp hvor Herlev hele tiden bragte sig foran, hvor efter Blue Fox udlignede. Nu har vi så endnu en chance for at vinde, og nu skal vi gerne gribe den. Fortsætter vi spillet fra de sidste par kampe, så stor vi med gode kort på hånden.

Herlev har imponeret alt og alle i år. Holdet har kvalificeret sig til final4, og har taget langt flere point end nogen havde regnet med. Sidste sæson havde man to spillere som leverede varen igennem hele sæsonen, og dominerede topscorerlisten. Yderst imponerende har de været i stand til at finde to nye i år, som har gjort det samme. Svenskerne Victor Rollin Carlsson og Johan Skinnars har fra første runde været brandvarme. Herlev kommer med en sejr på 3-1 over Rødovre, som dog stillede op uden en håndfuld profiler, bla. målmand Matt O´Connor. I kampen forinden løb de derimod ind i en rigtig grim en, da de tabte med syngende 9-0 ude mod Rungsted.

Efter resultaterne i fredags, hvor Herlev, Frederikshavn, Esbjerg og SønderjyskE vandt, så var der altså point til flere af holdene i midten. Blue Fox var tæt på, men fik ingen point, og derfor er kampen tirsdag utrolig vigtig.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


Herning styrede tre point i mål efter fremragende første periode INFO - Blue Fox vs. SønderjyskE kampen er rykket