Torben Skovsgaard giver stafetten videre efter 14 år i Herning Blue Fox
Efter 14 år i Herning Blue Fox har Torben Skovsgaard besluttet, at tiden er rigtig til at give stafetten videre og søge nye udfordringer. Beslutningen kommer efter en sæson med både sportslig og økonomisk succes og på et tidspunkt, hvor Herning Blue Fox står stærkere end nogensinde.
Torben Skovsgaard har gennem sin lange periode i spidsen for Blue Fox været en central drivkraft i klubbens udvikling. Klubben har flyttet sig markant sponsormæssigt, tilskuermæssigt og oplevelsesmæssigt, samtidig med at organisationen er vokset og blevet yderligere professionaliseret.
Også sportsligt er aftrykket tydeligt. Over de seneste to sæsoner har Herning Blue Fox vundet tre af de fire nationale titler, der har været at spille om. Senest blev 2025/26-sæsonen kronet med både sejren i Metal Final4 og det danske mesterskab. Samtidig er Blue Talent Akademi etableret som en langsigtet investering i klubbens egen talentudvikling og i dansk ishockey.
"Torben har haft en definerende betydning og rolle for den udvikling, Herning Blue Fox har gennemgået med Torben ved roret. Han afleverer en klub, der står sportsligt, kommercielt og organisatorisk meget stærkt. Jeg har gennem årene fået en meget stor personlig og faglig respekt for Torben. Han har stået i front, når klubben har taget nogle af de vigtigste skridt i sin nyere historie, og jeg og hele bestyrelsen skylder ham en oprigtig tak for indsatsen, samarbejdet og den loyalitet, han har vist Blue Fox," siger bestyrelsesformand Claus F. Sørensen.
Bestyrelsen har igangsat arbejdet med den fremtidige ledelsesstruktur. Indtil den er på plads, varetages den daglige ledelse af Peter Regin.
Torben Skovsgaard: "Blue Fox har været en meget stor del af mit liv, og jeg er stolt af det, vi sammen har skabt. Klubben står et stærkt sted med en fantastisk opbakning fra sponsorer, fans, medarbejdere, frivillige og hele området. Efter 14 år er det for mig det rigtige tidspunkt at give stafetten videre og se mod nye udfordringer. Jeg vil altid følge Blue Fox med stor interesse og taknemmelighed," siger Torben Skovsgaard.
For yderligere information: Claus F. Sørensen, bestyrelsesformand – cfsoe@itm8.com/20250599.