Det er ikke hverdagskost i den danske liga, at der kommer medaljevindere direkte fra et netop overstået verdensmesterskab til Metal Ligaen. Nuvel Hernings Andris Dzerins, som netop har underskrevet en ny kontrakt for den kommende sæson, er en undtagelse, men han har trods alt også allerede 1 Metal Liga sæson i rygsækken.
Og netop Andris Dzerins har også været drivkraften sammen med en ukuelig arbejdsindsats i den sportslige ledelse hos blårævene, til at man kunne lande det lettiske landsholds assisterende kaptajn og forsvarsdirigent Oskars Cibulskis på en kontrakt for den kommende sæson.
Oskars Cibulskis, der ligesom landskammeraten Andris Dzerins har rundet de 35 år, har et imponerende CV så langt som man kan læse, med 10 sæsoner i KHL og næsten 400 kampe. Oskars kommer til Danmark fra tjekkiske Rytiri Kladno der ejes af NHL legenden Jaromir Jagr, i øvrigt en liga som Oskars Cibulskis har repræsenteret i 251 kampe over 5 sæsoner. Når man dertil lægger kampe i den østrigske EBEL-liga, kampe i den svenske SHL-liga og ikke mindst 12 år samt næsten 200 lettiske landskampe til, så står man tilbage med en spiller der har spillet på et virkeligt højt niveau siden hans allerførste senior år tilbage omkring 2008.
Den stærke forsvarsspiller kommer til Danmark med masser af lederskab, som han også i årevis har vist med kaptajn roller for både klub- og landshold. Han kommer for at bidrage til succes for Herning Blue Fox, og sulten er større end nogensinde, hvilket hans deltagelse og vundne bronzemedalje i det netop overståede Ishockey-VM også er et tydeligt bevis på.
”Jeg er taknemmelig for at have fået denne mulighed, for at blive en del af Herning Blue Fox. I kan forvente, at jeg altid vil yde mit bedste for klubben, mine holdkammerater og alle de gode fans jeg har hørt så meget om. Jeg håber at I alle er klar til at tage den en tand yderligere op, så vi alle sammen kan skabe gode og langvarige minder sammen. Lad os alle få en fantastisk rejse denne sæson”, fortæller Blue Fox’ nye lettiske forsvarsspiller, Oskars Cibulskis
Blue Fox’ sportslige ledelse glæder sig utroligt meget over, at det er lykkes at tilknytte så stærk en forsvarsspiller til truppens defensiv for den kommende sæson. Men det er også frugten af et årelangt arbejde for, at spillerne der kommer til Herning, føler professionalismen i klubben, og at det er et dejligt sted at være, et sted hvor der bliver taget hånd om hver enkelt spiller fra første dag. Den følelse har været én af grundene til, at Andris Dzerins har valgt at tage en sæson mere i det midtjyske, hvor han er faldet rigtigt godt til, og det er uden tvivl også en af grundene til, at Oskars Cibulskis har valgt Herning Blue Fox som sit næste stop.
"Oskars Cibulskis har i mange sæsoner været en vigtig spiller for hans klubhold i blandt andet KHL, Extraliga og SHL - ligesom han også spiller en stor rolle for det lettiske landshold. Oskars kan beskrives som en 2-vejs back, som spiller med stor autoritet i sin egen zone, mens han også kan bidrage til det offensive spil - blandt andet via sit pasningsspil og skudtruslen i powerplay. Han er en leder både på og udenfor isen, og han kommer til at bidrage med hans store internationale erfaring fra næsten 200 landskampe for Letland.
Vi har længe arbejdet på at få aftalen i hus, og Andris Dzerins har også hjulpet godt med at rekruttere Oskars Cibulskis. De er tætte venner, og har spillet hele deres professionelle karriere sammen. Uden hjælpen og referencen på Blue Fox fra Andris, så tror jeg ikke, at vi havde været i spil til at lande en spiller af Oskars Cibulskis kaliber", fortæller Blue Fox’ Sports Manager Daniel Nyegaard.
Blårævenes nye lettiske forsvarsgeneral overtager trøje nummer 27 hos Herning Blue Fox, et nummer han har båret med stor succes gennem sine mange år som professionel spiller på højeste plan. Vi glæder os til at se ham på isen, naturligvis under forudsætning af, at kontrakten som altid godkendes endeligt hos DIU.