Metal Ligaen er nu gået ind i sin sidste fase i grundspillet inden marts måned, og dermed slutspillets komme. Derfor styrkes forsvaret nu yderligere i første omgang, og mere kan være på vej.

Sportschefen for Herning Blue Fox Martin Struzinski har den seneste tid vurderet på, hvor der var behov for at styrke én af ligaens umiddelbart mest formstærke hold. Skader, sygdom og karantæner har tegnet et hold uden mulighed for at skabe den helt ønskede stabilitet, og derfor har den seneste tid også sat sit præg på beslutningerne, og at man kan sikre sig at fortsætte den nuværende formkurve. Dog har både sportschef og trænerteam fra start savnet yderligere en højrefattet forsvarsspiller, og set i lyset af, at den skøjtestærke back Bjørn Uldall måtte stoppe karrieren lige før jul, så har man valgt at forstærke sig på den position.

Og det er med store forventninger, at man er lykkedes med at få fat i et særdeles spændende kort i form af den 27-årige canadiske back Jérémy Beaudry. Canadieren er kommet ud af en kontrakt med den franske klub Amiens, og dermed også en liga der er præget af nedlukning, og få kampe. Kontakten med Beaudry har på intet tidspunkt været tilfældig, og tidligere holdkammerat med Jérémy og nuværende Blue Fox spiller Mark MacMillan har også været stærkt medvirkende til at lande aftalen for sæsonen ud. Jérémy sætter dermed et punktum for hans franske eventyr i første omgang med 5 kampe spillet og 7 point til følge!

Netop den høje point-produktion tegner et særdeles godt billede af Jérémy Beaudry, der ifølge Blue Fox sportschefen Martin Struzinski er nøje udvalgt ud fra hans kompetencer.

”Vi har gennem hele sæsonen holdt et fast øje på mulighederne for at tilknytte en højrefattet back til vores forsvar. Vi har op til flere gange i løbet af sæsonen måttet trække hårde veksler på ganske få backs på holdet, hvilket har resulteret i overbelastning og et træt og småskadet forsvar. Nu er vi så småt ved at have det forsvar vi havde tænkt os fra sæsonstart klar, og med Jérémy tilknyttet synes vi at defensiven står stærkt frem mod slutspillet”, fortæller sportschefen og fortsætter om sin nye spiller.

”Jérémy Beaudry er en forsvarsspiller der elsker spillet med pucken, og har rigtigt gode offensive kvaliteter. Han elsker at være kreativt, og har et super godt skøjteløb der tillader ham at deltage i løbet frem ad banen. Han har et fantastisk skud fra blå linje, og har en evne til at finde den rette skudbane gennem trafikken foran mål. Så Jérémy er selvsagt en spiller der kommer til at være vigtig brik i vores powerplay i særdeleshed og ikke mindst i den generelle styrkelse af defensiven”, slutter Martin Struzinski.

Opholdet i franske Amiens er første ophold i Europa for Jérémy og hans kone. Hidtil har karrieren budt på hovedsageligt kampe i den amerikanske East Coast Hockey League og en enkelt AHL kamp. Nu leder vejen således til den danske liga og en sammenførsel med sin tidligere holdkammerat Mark MacMillan og alle de øvrige blåræve. Det er en spændende spiller, som dermed sammen med resten af defensiven sikrer målmandsteamet de bedste betingelser at arbejde under. Jérémy Beaudry kommer til at spille med nummer 58 på ryggen så snart arbejds- og opholdstilladelsen lander i det midtjyske, og naturligvis forudsat den endelige godkendelse fra DIU.

Se highlights med den nye Blue Fox spiller lige her.


STREAM: Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox Ny stor opgave venter for formstærke Blue Fox