Fredag går Metal Ligaen ind i sin afgørende face. Første kamp i de fire kvartfinaler skal afvikles, og Blue Fox er klar til at indtage isen i Vojens, til det første af syv mulige kvartfinaler mod SønderjyskE. Kampen bliver sendt direkte på TV2 Sport, og har face off kl. 19.30.

Fredag er det vanvittige 725 dage siden Blue Fox sidst spillede en play-off kamp. Det var 17. marts 2019, hvor vi tabte i Aalborg. Sidste sæson leverede vi fra omkring december og frem fremragende ishockey, og et stort play-off var i støbeskeen. Desværre blev der sat en stopper for det med indtoget af Covid19, og derfor blev det for anden sæson i træk en meget lang sommerferie. Covid19 sætter stadig i den grad sit præg på vores hverdag, og dermed også på Metal Ligaen og Blue Fox. Men hvor den elendige virus i sidste sæson satte en stopper for det hele, så får den ikke lov til det i denne sæson. Der bliver ingen ”Aflyste finaler” i år. Nu skal vi have en Dansk Mester. Nu skal vi have fundet Danmarks bedste ishockeyhold.

Blue Fox har haft et meget svingende grundspil hele vejen igennem. Vi har vist et fornemt topniveau, men også et meget lavt bundniveau. Samtidig har vi endnu en gang været hårdt ramt af skader, og flere af vores største profiler har siddet ude i flere måneder. Tager vi bare Daniel Nielsen, Cam Brace og Mads Christensen, så har det samlet været skadet i omkring ni måneder, og sidstnævnte har heller ikke spillet de seneste tre kampe. Grundspillet har kort sagt ikke været en god oplevelse, men nu parkere vi det, og kigger frem af.

Frem mod et play-off, og en kvartfinale mod SønderjyskE. Et hold som vi plejer at spille godt i mod, og som vi plejer at ramme et nogenlunde ordentligt niveau i mod hver gang. Det er også en nødvendighed, hvis vi skal avancere til en semifinale. Der skal steppes op, og der skal spilles med større koncentration, og bedre disciplin. Vi scorer fint med mål, og har hele vejen igennem skabt godt med chancer. På det sidste har det været i egne rækker at det har knebet, og det skal der gerne ændres på nu. Der skal lukkes af foran kassen. Retur-puckene skal vindes, og zonen skal cleares når chancen er der. Det lyder selvfølgelig langt mere simpelt end det er. Men det er simpelthen en nødvendighed, for at opnå succes. Der skal også arbejdes. Der skal skøjtes og tackles, og det er fra start til slut. Der er ikke plads til pauser.

Selvom Blue Fox ikke har haft det bedste grundspil, så går vi indtil kvartfinalerne mod SønderjyskE med overhånden, når vi kigger på det interne regnskab. Det er faktisk tredje sæson i træk at Blue Fox er bedre end de lyseblå indbyrdes. Det er dog første gang i de tre sæsoner, at vi mødes i play-off. Blue Fox har vundet fire af de seks indbyrdes opgør i denne sæson, hvor SønderjyskE jo så har vundet to. Spøjst er det dog, at de fem første opgør alle endte med udesejre. Først i det sidste møde lykkedes det hjemmeholdet at vinde, da Blue Fox vandt 5-2.

SønderjyskE har også haft en svingende sæson, som har været hårdt plaget af skader. På det sidste har de dog fået flere og flere tilbage, og de går ind i play-off i tæt på stærkeste opstilling. SønderjyskE kommer formentligt ikke til at overraske, hvilket absolut er ment positivt. De har nemlig en klar stil, og under Mario Simioni ved man hvad man får. Man får benhårdt arbejde, og en meget aggressiv forecheking. Modstanderen får ikke ro, og bliver man stresset, eller magter man ikke at spille sig igennem det pres, så er man tæt på chanceløs. En af SønderjyskEs største styrker er deres sammenhold, og deres forståelse af gameplanen. Alle ved hvad de skal, og udfører deres opgave. Man må ikke komme bagud med et par mål, for så er det tæt på umuligt at komme tilbage. De er så stærke til at stå i neutral zone, og forhindre deres modstander i at komme igennem med fart. Vi så så sent som i tirsdags, hvordan de totalt pillede pynten af grundspilsvinderene fra Rungsted. De var aldrig i nærheden af at komme tilbage, efter SønderjyskE med et par hurtige scoringer gik fra 0-1 til 3-1.

SønderjyskE er det rigtig play-off hold, og de arbejder benhårdt. Vil man besejre SønderjyskE, så skal man arbejde endnu mere. Det er ikke umuligt, men det kræver at man er forberedt, og at man er klar fra start. Både fysisk, men ikke mindst oppe i hovedet.

De her to hold levere stort set altid nogle yderst seværdige kampe, og det er svært at forstille sig at det ikke også bliver tilfældet igen fredag. Der er ikke plads til flere svipsere eller dårlige undskyldninger fra nogen af holdende. Det er nu det gælder om at være klar. Det er nu det gælder om at være bedst. Det er nu det gælder om at vinde, og så er det stort set lige meget hvordan man gør det. Det er play-off i Metal Ligaen 20/21.

TV2 Sport sender som sagt fra Vojens fredag aften med face off kl. 19.30. Søndag spiller vi den anden kvartfinale, og det er på Kvik Hockey Arena. Husk at den kamp kan livestreames igennem Metal Ligaen, med face off kl. 15.00. Husk kun at bruge de officielle links fra Metal Ligaen.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp, og rigtig god kvartfinaleserie til alle.


PLAYOFF TV - se 1. afsnit her PO-historik: Vinderen af SønderjyskE-Herning bliver mester