Bronze efter straffeslag – Emil Kristensen kåret som turneringens bedste back

Herning Blue Fox kan rejse hjem fra Continental Cup Finals 2026 med bronzemedaljer, stor europæisk anerkendelse og endnu et stærkt bevis på klubbens internationale niveau. Turneringen blev rundet af med en dramatisk bronzekamp mod polske GKS Katowice, hvor opgøret måtte helt ud i straffeslag, før Blårævene kunne sikre sig sejren og medaljerne.

Samtidig blev Herning-backen Emil Kristensen hædret med titlen som turneringens bedste back – en fornem individuel pris, der understreger den kvalitet og stabilitet, Blue Fox viste gennem hele turneringen.

Turneringen åbnede perfekt for Herning Blue Fox med en flot og sikker 4-1-sejr over franske Les Ducs d’Angers. Allerede dagen efter var det ikke kun spillet på isen, der trak opmærksomhed. Danmarks sejeste maskot, Victor, blev officielt godkendt af turneringsledelsen og blev øjeblikkeligt et kæmpe hit. Når han ikke skabte stemning blandt Herning-fansene, stod han i spidsen for lange køer af internationale fans, der ville have et billede og en autograf.

I anden kamp ventede HC Torpedo fra Kasakhstan. Trods stort spillemæssigt overtag og mange chancer måtte Herning se sig slået 6-2 af et yderst effektivt Torpedo-mandskab og en storspillende målmand. Dermed forsvandt finaledrømmen, og fokus blev rettet mod bronzekampen.

Lørdag viste Blue Fox igen stor moral og kvalitet og sikrede sig bronzemedaljerne, hvilket betyder, at holdet sluttede turneringen med to sejre i tre kampe. Medaljerne er ekstra bemærkelsesværdige, da de kommer blot en uge efter triumfen i Metal Final4.

Uden for isen leverede de omkring 100 medrejsende Blue Fox-fans en præstation i absolut topklasse. I deres navyblå trøjer og vikingehjelme – hurtigt døbt The Vikings – satte de et markant aftryk på hele turneringen og høstede stor ros fra kommentatorerne, som blandt andet lød:
“English fans are great, but these fans from Denmark are just different – fantastic atmosphere throughout the tournament!”

Med bronzemedaljer, individuelle hædersbevisninger og massiv opbakning fra tribunerne lukker Herning Blue Fox Continental Cup Finals 2026 med stolthed, momentum og endnu et stærkt kapitel i klubbens europæiske historie.


Skal du være med i den første danske ishockeyspillefilm?