Blue Fox’ cheftræner har haft øje på canadiske Josh Prokop hele sommeren – nu er ønskespilleren i hus og klar til at tage ansvar i klubbens offensive spil.

Herning Blue Fox kan i dag med stor glæde præsentere den 25-årige canadiske angriber Josh Prokop som ny spiller i den blå-gule trøje. Den alsidige forward har netop sat sin underskrift på en etårig aftale, og bliver dermed en vigtig brik i klubbens offensive opbygning frem mod den kommende sæson i Metal Ligaen.

Josh Prokop kommer til Herning fra University of Alberta, hvor han de seneste fire sæsoner har spillet i den nordamerikanske USports-liga. Her har han leveret stærke præstationer med lidt over et point i snit og udviklet sig til en markant spiller i ligaen, kendt for sin evne til at bidrage i begge ender af banen. Han er en personlighed der går forrest på og udenfor isen, og hans stærke kvaliteter gav ham også afslutningsvis sidste sæson try-out kampe for AHL holdet Bakersfield Condors. Før sin universitetskarriere spillede han juniorhockey i den stærke WHL-liga, hvor han repræsenterede Calgary Hitmen.

Hos Herning Blue Fox er man både stolte og tilfredse med at kunne tilføje Prokop til truppen. Sportsdirektør Peter Regin fortæller om tilgangen.

”Vi har haft kontakt med Josh hele sommeren, og han blev hurtigt et mål for os at få underskriften fra. Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes os at få ham til klubben”.

Regin uddyber, at man i Herning har et godt øje til spillere fra den canadiske universitetsliga, som ofte har vist sig at være stærke profiler i den danske liga.

”Josh har haft en rigtig god karriere i USports-ligaen, og vi oplever tit, at dem, der klarer sig godt der, også klarer sig godt i Metal Ligaen. Det er en liga med høj intensitet og fysisk spil, og det matcher godt med vores stil”.

Prokop selv har set Danmark – og Herning – som en mulighed for at tage det næste skridt i sin karriere. Ifølge Regin har han haft flere muligheder på hånden, men valget faldt på Blue Fox, i et marked fyldt med attraktive muligheder.

”Josh’ argument om at bruge den danske liga som et springbræt til større europæiske ligaer passer godt med vores ambition om at tiltrække ambitiøse og målrettede spillere. Han valgte Herning, fordi han mente, at de muligheder, han kunne opnå her, var de vigtigste for ham. Det fortæller meget om hans karakter”.

En vigtig detalje i tilføjelsen er også, at Prokop skyder right, hvilket er en forholdsvis sjælden kvalitet, man har vægtet højt i det sportslige setup. Cheftræner Garth Murray har ifølge Regin haft Prokop som en prioritet siden rekrutteringsprocessen blev sat i gang.

”Josh er en af de eftertragtede right-spillere, som vil komme til at give noget ekstra til vores offensiv. Han er en klog tovejs-spiller, og han er dygtig i powerplay. Samtidig er han en rigtig allroundspiller, der kan bruges i mange situationer. Det er præcis den type spiller, vi har ledt efter”.

Med tilføjelsen af Prokop fortsætter Herning Blue Fox med at sammensætte en slagkraftig og balanceret trup til den kommende sæson, hvor målsætningen er klar: klubben skal igen være med, hvor det er sjovt, og ambitionerne er høje.

Josh Prokop forventes at ankomme til Herning i starten af august, hvor han vil deltage i opstarten med resten af holdet. Klubbens fans kan dermed se frem til at stifte bekendtskab med en teknisk stærk, arbejdsom og målfarlig spiller, som brænder for at vise sit værd i den europæiske ishockeyverden – og som har valgt Herning som sit udgangspunkt.

Kontrakten med den stærke canadiske offensive profil Josh Prokop, som i øvrigt kommer til at iklæde sig ræven på brystet og tallet 10 på ryggen er under forudsætning af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.


Fanfavorit vender hjem – Thomas Andersen tilbage i Herning