Herning Blue Fox får til den kommende sæson endnu mere talent til en i forvejen stærk danskerstamme, som hen over transfersæsonen vil blive styrket gevaldigt.

Hovedpersonen selv kommer med et i dansk liga sammenhæng særdeles velkendt efternavn. For det 22-årige Hvidovre angrebstalent Victor Cubars træder nemlig i sin far Sergejs Cubars fodspor, og har i den seneste sæson i den grad slået sit navn fast i Metal Ligaen.

Victor Cubars har nemlig en stor andel i Herlevs fantastiske sæson, som sluttede med enden på en årelang medaljetørke og en flot bronzeplacering. Med 46 point i 59 kampe – heraf de 9 i 12 slutspilskampe fik han vist en målfarlighed, som bliver særdeles spændende at følge i de kommende sæsoner hos blårævene. Præstationen er heller ikke gået landstræner Heinz Ehlers’ næse forbi, som har haft Victor inde som en del af landsholdets testkampe op til VM 2023 i Letland. Rent produktivt, så er der også blevet sat et stort flot Cubars aftryk på de landskampe med flotte 2 point i 3 kampe.

Victor Cubars, som udover sin målfarlighed også kan bidrage i det fysiske spil, har gennem sine godt 150 Metal Liga kampe kun repræsenteret de 3 sjællandske Hvidovre, Rødovre og senest Herlev. Nu tager han turen over broen og til Herning Blue Fox, hvor specielt ét mål er ledestjernen. 

"Der er mange grunde til, at jeg valgte netop Herning Blue Fox. Jeg har ambitioner om at spille med om titlerne, og det kommer jeg til i Herning. Det er også vigtigt for mig at fortsætte min udvikling, netop det føler jeg kan realiseres hos Blue Fox, hvor vinderkulturen er meget stærk. Samtidig er faciliteterne i top, og jeg forventer og ved også, at vi får et stærkt hold til den kommende sæson. Sidst men ikke mindst, så glæder jeg mig enormt meget til at spille i Kvik Hockey Arena, hvor jeg synes fansene er gode til at skabe en fantastisk stemning", fortæller Cubars, som har lavet en aftale med Herning Blue Fox for de kommende 2 sæsoner.

Victor Cubars har længe været i søgelyset hos Blue Fox’ sportsmanager Daniel Nyegaard, som har arbejdet i et dansk generationsskifte den seneste sæson hos blårævene efter karrierestop fra flere af klubbens bærende kræfter på danskersiden.
Allerede i den forgangne sæson styrkede Herning sig kraftigt på danskersiden, hvor topspillere som bl.a. Morten Poulsen og Mathias Bau fik følgeskab af kæmpetalentet Mathias From, som har henrykket ishockeypublikummet med fart og næse for pointene.

Nu styrkes danskersiden yderligere med tilgangen af Victor, som gennem lang tid har været på ønskelisten hos den sportslige ledelse i Herning.

"Vi er glade for at kunne præsentere Victor Cubars, som ny spiller i Blue Fox. Victor er lige nu en af ligaens bedste unge danske spillere, og han fik vel sit store endelige gennembrud i sidste sæson - både i Metal Ligaen og på landsholdet”, fortæller Daniel Nyegaard og slutter.
”Han er en spiller med et unikt blik for spillet og sine medspillere, hvor han oftest huskes for de spektakulære mål, som han har lavet gennem sidste sæson. Men i de kommende sæsoner kan vores fans glæde sig over, at Victor skal lave mål for Blue Fox - i stedet for mod Blue Fox, som han havde for vane at gøre i sidste sæson hver gang vi mødte Herlev Eagles."

Kontrakten med Victor Cubars er naturligvis som altid betinget af den endelige godkendelse fra DIU. Vi glæder os til at indlemme ham sammen med resten af truppen i Danmarks bedste omklædningsrum.


Marinaccio forlader Herning Blue Fox Herning Blue Fox skal have ny cheftræner