Talent- og sportschefen for Herning Blue Fox Martin Struzinski, kan i dag sætte tjek mærke ud for Blue Fox defensiven til den kommende sæson med underskriften på en drømmekontrakt.

Og der er tale om en bundsolid signatur af slagsen, da man sikrer yderligere kontinuitet i ræveforsvaret med forlængelsen af canadiske Reid McNeill, der i den forgangne sæson viste sig som lidt af en gamechanger. Den 28-årige canadier der kom med en massiv erfaring, som blandt andet talte mere end 300 AHL kampe boostede nemlig midtjydernes forsvarslinje med vaskeægte nordamerikansk konsekvens og fysik i de 27 kampe han nåede at spille for blårævene.

Netop de kompetencer gjorde, at man allerede sidste sommer havde Reid McNeill øverst på transfer-ønskelisten. Desværre lykkedes man dengang ikke med den gyldne underskrift, men skæbnen ville alligevel at den sympatiske spiller skulle lande i traditionsklubben Herning senere på sæsonen. Og det skulle blive starten på noget rigtigt godt, da det ikke kun er Herning der har nydt godt af canadierens kvaliteter. Reid McNeill er nemlig faldet rigtigt godt til i det midtjyske, så derfor er det også med gensidig stor glæde, at man fortsætter samarbejdet i sæsonen 2020-21.

Reid McNeill kommer med stor passion for klubben, og har som en del af sin kontrakt også ønsket, at blive tilknyttet omkring talentudviklingen i Herning Ishockey Klub. Så i den kommende sæson får klubbens U17 hold en ny dimension i deres træninger, hvor Reid kommer til at bidrage som assisterende træner. Det er en udviklingsmulighed, som talent- og sportschefen ser en masse fantastiske perspektiver i.

”Først og fremmest er det helt fantastisk at Reid ikke blot ønsker at komme tilbage til Herning, men også har et brændende ønske om at bidrage til vores ungdomsafdeling. Det viser bare lidt om hvordan Reid er som menneske og spiller. Vi kommer ikke udenom hans kvaliteter som Blue Fox spiller, hvor han besidder en kæmpestor spilforståelse i begge ender af banen, og med stor fysik og konsekvens i hans spil, så ser jeg ham som én af ligaens allerbedste forsvarsspillere.
Hans udstråling og ikke mindst massive erfaring fra blandt andet AHL gør også, at han kan bidrage med en masse træningsmæssig viden, som han kan supplere vores U17 træner med. Men udover dette, så er han et naturligt forbillede for rigtigt mange, og det kan kun motivere vores ungdom i rigtig høj grad”, fortæller en supertilfreds Martin Struzinski, som nu kan rette blikket mod den offensive sidste del af den kommende Blue Fox trup 2020-21.

Kontrakten med Reid McNeill er naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra Dansk Ishockey Union.


Legendarisk klub- og landsholdslæge afgået ved døden Sommerbarometer: Hernings danskerstamme ser superstærk ud