I aften tager Blue Fox imod ligaens førende hold fra Odense Bulldogs, som er startet sæsonen med 2 sejre.

I første runde vandt Odense ude 5-3 over Herlev, mens Frederikshavn blev slået 5-2 i tirsdags i Odense.

Odense Bulldogs råder igen i denne sæson over en række tidligere Blue Fox spillere, som plejer at være ekstra opsat, når de møder netop Blue Fox.

Der er naturligvis tale om Kristian Jensen, Nicolai Weichel, Markus Jensen, Frederik Søgaard og Mathias Mølgaard.

Modsat har Blue Fox også en enkelt spiller, som i sidste sæson spillede for Odense Bulldogs i form af Jesper Thörnberg.

Blue Fox startede sæsonen med at slå SønderjyskE i Kvik Hockey Arena 4-3 efter overtid, men måtte lide et nederlag i mandagens kamp mod Rødovre på 6-5 i en kamp, hvor Blue Fox førte det meste af kampen, men hvor Rødovre fik scoret det afgørende mål under et minut før tid.

Generelt for kampen i Rødovre, så var Blue Fox mandskabet alt for udisciplineret med hele 9 udvisninger, hvilket cheftræneren også omtalte efter kampen:

”Det er alt, alt for mange. Tre, måske fire kan man leve med, men det var alt for mange. Især fordi vi vidste, at Rødovre er skarpe i deres powerplay. De scorede også tre mål i powerplay, da de vandt i Rungsted i fredags, så det overraskede os ikke, at de var skarpe,” erkender cheftræner Pelle Hånberg, som også fastslår at arbejdsindsatsen ikke var godkendt: ”Der manglede nok noget arbejde inde på isen, og så var vi ikke ydmyge nok. Det er altså en tæt liga, vi er en del af, og hvis man ikke arbejder hårdt nok og har fokus hele vejen, så kan man tabe til alle hold,” fastslår cheftræneren.

I aften skal disciplinen og arbejdsindsatsen være i top, hvis det skal blive til en sejr mod Odense Bulldogs.

Der er rift om billetterne til kampen – I åbningskampen var hele 2.356 tilskuere på Kvik Hockey Arena, og der var udsolgt på ståpladser og siddepladserne til kampen, og i skrivende stund kunne det godt tegne til at blive i nærheden af samme interesse til kampen.

Så køb allerede nu din billet.


Interview Martin Eskildsen Herning Blue Fox hylder krigsveteraner i Metal Liga kampen mod Odense Bulldogs