Herning Blue Fox kan igen sætte kryds ved en særdeles vigtig spiller i den midtjyske defensiv, med underskriften på en ny kontrakt fra lettiske Oskars Cibulskis, som nu er klar til sin tredje sæson for Blårævene.

Den nu 37-årige lettiske og bundrutinerede landsholdsback Oskars Cibulskis er klar til at trække den navyblå trøje med nummer 27 over hovedet til den kommende sæson også. Det står klart efter endnu et gensidigt fantastisk samarbejde i den netop forgangne sæson, hvor Oskars atter viste et virkeligt højt niveau. Oskars har nu optrådt i 109 Metal Liga kampe, bl.a. med 47 point til følge. Men endnu vigtigere får han altid lukket godt ned for modstanderne med sin store fysik, alt sammen uden at pådrage sig en masse udvisninger, hvor det blot er blevet til 38 udvisningsminutter på samtlige kampe over de sidste 2 sæsoner. Det tegner et stærkt billede af rutine og skills, når man holder sig nede på så få strafminutter trods den robuste størrelse.

Erfaringen viser sig også gennem en rigtig flot +/- statistik gennem begge sæsoner, og når man så samtidig krydrer endnu en flot sæson hos Blårævene med deltagelse i sit 11. verdensmesterskab for Letland og en rekord på 238 landskampe totalt, ja, så er det en yderst tilfreds Sportsdirektør for herningenserne som kan sætte et vigtigt kryds på holdkortet.

”Oskars er en meget erfaren back, der bringer stabilitet og international klasse til vores back-linje. Jeg synes vi endnu en gang så Oskars’ høje niveau gennem hele sæsonen og især i slutspillet, og glæder mig til at se ham endnu en sæson hos Blue Fox”, fortæller Sportsdirektør Peter Regin.

Oskars Cibulskis har med sin 2. sæson i den danske Metal Liga og endnu et VM for Letland, bygget endnu mere på et i forvejen imponerende CV. Her kan man dykke ned i hele 10 sæsoner i KHL og næsten 400 kampe. Oskars kom til Danmark fra tjekkiske Rytiri Kladno der ejes af NHL legenden Jaromir Jagr, i øvrigt en liga som Oskars Cibulskis har repræsenteret i 251 kampe over 5 sæsoner. Når man dertil lægger kampe i den østrigske EBEL-liga, kampe i den svenske SHL-liga, 109 kampe i den danske Metal Liga og ikke mindst 14 år samt nu 238 lettiske landskampe, så står man tilbage med en spiller der har spillet på et virkeligt højt niveau siden hans allerførste senior år tilbage omkring 2008.

”Det har været en prioritet for os, faktisk lige så meget som det har været for Oskars, at vi fandt frem til en aftale igen for den kommende sæson. Den gensidige interesse har været der ret tidligt i sæsonen, og vi er superglade for at Oskars igen kommer til at bringe stabilitet og lederskab til vores defensiv”, fortæller Sportsdirektøren og siger afslutningsvis.

”Det er ikke altid dem der ”larmer” mest som har den største betydning for et hold. Oskars er den stille type som altid påtager sig den opgave han bliver stillet. Men selvom man ikke altid er den mest iøjnefaldende spiller, så må man bare sige, at her er der tale om en spiller der er guld værd i kælderen, som leder og ikke mindst også for kontinuiteten på holdet. Han er ganske enkelt skidedygtig, og vi er glade for at Oskars er med os igen også i den kommende sæson”.

Der er tydeligvis glæde på heden med den nye kontrakt og endnu en sæson med Oskars Cibulskis i bagkæderne. Kontrakten med den hårdtarbejdende lette er som altid og naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.


Metal Ligaen opruster og ansætter kommerciel chef