Når SønderjyskE i aften står klar på den anden side af isen, er scenen sat til endnu en intens aften i Herning. Herning og SønderjyskE behøver sjældent store forklaringer – historien mellem klubberne taler for sig selv. Gennem 00’erne var det de to hold, der igen og igen stod øverst i dansk ishockey, og rivaliseringen mærkes stadig hver eneste gang, de mødes.

Der bliver ikke givet noget ved dørene i sådan et opgør. Det er kampe, hvor duellerne er hårdere, skiftene kortere, og pulsen højere – både på isen og på tribunerne. Og alt tyder på, at fredagens kamp får samme karakter.

Blue Fox går ind til aftenen med en stærk position i toppen af tabellen, men ved også, at SønderjyskE altid er en modstander, der kan løfte sig i de store kampe. Selvom sønderjyderne ikke har fået den ønskede start på sæsonen, besidder de kvalitet og rutine nok til at udfordre enhver – og netop mod Herning har de ofte leveret deres bedste hockey.

Inden faceoff er der fællesspisning i hallen, så atmosfæren er bygget op længe før første skift. Og når pucken endelig sættes i spil, bliver det en aften, hvor hver støtte fra lægterne kan få betydning.

Alt er klar til endnu en uforudsigelig og dramatisk hockeyaften i Kvik Hockey Arena. Lad os sammen skabe rammen – og jagte tre vigtige point!

IT’S HOCKEYTIME!


Highlights Blue Fox - Pirates