Der er knapt tid til at få pulsen ned mellem kampene i øjeblikket – for allerede i aften er der igen hockey i Herning, når Blue Fox tager imod Frederikshavn White Hawks i endnu en vigtig duel om point og positioner.
Herning går ind til opgøret velvidende, at hver eneste kamp betyder noget i toppen af tabellen. Presset kommer ikke kun udefra – vi er også et hold, der stiller høje krav til os selv, og som ønsker at holde fast i den stærke udgave af Blue Fox, vi har set gennem store dele af sæsonen til nu.
På den anden side står et Frederikshavn-mandskab, der har trykket på reset-knappen. Den nordjyske klub har sagt farvel til deres cheftræner og hentet den erfarne Mario Simioni ind for at ændre kursen. Simioni er alt andet end et ubeskrevet blad i Herning – han kender både klubben, hallen og atmosfæren, og han vil uden tvivl forsøge at bruge netop dét som brændstof til at skabe en reaktion hos White Hawks.
Frederikshavn befinder sig i den tunge ende af tabellen, men netop det gør opgaven tricky. Et hold med ryggen mod muren og en ny træner ved roret kommer stort set altid med en ekstra portion energi og vilje, senest set da de besejrede SønderjyskE på egen hjemmebane. Herning skal derfor holde hovedet koldt, tempoet højt og lade hjemmebanen gøre sit.
Vi ser frem til en fed fredag aften med intensitet, fans i hopla og en arena, der igen bliver centrum for Metal Ligaens drama.
Vi ses i Kvik Hockey Arena i aften – hvor kampen om point og passion fortsætter!
