Man siger at en målmand kan være det halve hold, og selvom det er et lidt fortegnet postulat, så har Hernings kommende målmand alligevel fået det skudt i skøjterne de seneste åringer.

For det 27-årige herningensiske målmandstalent Mathias Seldrup, har nemlig været på en årelang udviklingsrejse, der har gjort ham til et kardinalpunkt i de danske klubber, hvor han har vogtet buret. Nu vender han hjem til barndomsklubben Herning Blue Fox, på en kontrakt gældende for de næste 3 sæsoner.

Mathias har gennem karrieren kæmpet sig til et dansk mesterskab sammen med Esbjerg Energy tilbage i 16-17 sæsonen og blevet året efter kåret til All Star målmand i ligaen, en hæder han i øvrigt også må have været svimlende tæt på i den netop afsluttede sæson, hvor han set over sæsonen var ligaens mest stabile målmand. Og netop stabiliteten gennem mange sæsoner efterhånden, har også givet ham en fast plads på det danske landshold.

Mathias Seldrup har allerede opnået 311 danske ligakampe gennem sine 8 sæsoner – hovedsageligt som Esbjerg målmand – med 2 sæsoners afstikker til Frederikshavn. Gennem de 8 sæsoner snitter han en redningsprocent i grundspillet på 91,3% og løfter altid niveauet en tand højere i slutspillet med et snit på 91,8%, hvilket bare viser Seldrups høje stabile niveau, og evne til at toppe yderligere når det virkelig gælder.

Og endelig kan man næsten fristes til at sige passer både sol og måne nu, til at Mathias Seldrup kan komme hjem og repræsentere barndomsklubben Herning Blue Fox. Selvsagt vækker det stor glæde for både klub og spiller.

”Jeg er utroligt glad for, at mit skifte til Herning faldt på plads! Det er jo den klub jeg er vokset op i, og da chancen kom for at spille for Herning, blev jeg simpelthen nødt til at tage den. Det bliver fedt, og jeg glæder mig rigtigt meget, til at komme hjem og spille, og vil gøre mit bedste for at holdet kan blive succesfuldt”, fortæller Hernings nye sidste skanse Mathias Seldrup.

Mathias har gennem mange sæsoner været med til at tegne et stærkt Esbjerg mandskab, der da også i den seneste sæson sled sig til en finaleplads, hvor målmændene tegnede sig som de store kampaktører gennem en rigtigt tæt serie. SønderjyskE målmanden vandt godt nok guldet, men Seldrup tog redningsprocenten! Hos Blue Fox ser man rigtigt meget frem til at få en af ligaens allerbedste målmænd, og ikke mindst en af byens egne rødder tilbage mellem stængerne i den navyblå trøje.

”Seldrup er en rigtig Herning dreng der nu endelig vender hjem, og som vi glæder os til at se i aktion for første gang i Blue Fox trøjen. Han har været en af de bedste målmænd i ligaen igennem en årrække og er en fast del af det danske landshold. Samtidig bringer han også en fantastisk energi, og kommer til at betyde meget for vores hold, både på og udenfor isen”, lyder det fra Blue Fox’ Sportsdirektør Peter Regin.

Mathias Seldrup er i disse dage afsted med landsholdet, og vil støde til sommertræningen med Blue Fox mandskabet efter VM. Målmandstrøjen med nummer 43 er allerede sendt til tryk, og kommer til at pryde på isen når sæsonen starter primo september, naturligvis under forudsætning af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.


Herning Blue Fox søger praktikant team Herning backen Patrick Madsen takker af i Blue Fox