Herning Blue Fox er godt i gang med oprustningen til den kommende sæson i Metal Ligaen, og nu har man tilknyttet en velkendt canadisk terrier til angrebet.

Der er næppe den Blue Fox fan der ikke har holdt vejret, når den canadiske forward Brett Thompson har været puckbesiddende og på vej mod blårævenes mål. Den nu 32-årige spydspids har nemlig spillet 185 kampe i den danske liga, og med 193 point til følge i de kampe, så kan man godt forstå, hvis Bretts offensive kvaliteter har vakt bekymring hos modstanderholdene rundt omkring.

Men nu kan bekymringen lette og glæden indfinde sig hos de blå-gule fans, som til den kommende sæson kan forvente endnu mere offensiv power med Thompsons underskrift. En underskrift der skaffer midtjyderne en rigtig playoff spiller ind i hans 5. sæson i Metal Ligaen.

"Brett Thompson har i sine sæsoner i Metal Ligaen været en markant profil. Først hos Herlev Eagles og i sidste sæson hos Rungsted Seier Capitals, så det forventer vi også, at han bliver hos Blue Fox. Brett har alle kompetencerne til at blive en publikumsfavorit, med hans offensive kvaliteter og hans kompromisløse spillestil. Han er en stærk 2-vejs center, som kan spille alle situationer, og hjælpe sit hold i den rolle, som han bliver tildelt. Brett har også et stort vinderinstinkt, og har tidligere vist i gentagne sæsoner, at han spiller sit bedste ishockey, når sæsonen skal afgøres i slutspillet”, fortæller Daniel Nyegaard, Sports Manager hos Herning Blue Fox.

Blue Fox’ nye canadiske slider har prøvet meget gennem sin karriere, hvor han stort set ikke har lagt under 1 point pr. kamp uanset hvilken liga han har spillet i. Han har på den baggrund også vundet flere placeringer på diverse All-Star hold, men han har aldrig vundet et mesterskab. Dette faktum, og at han gerne vil spille med helt til det sidste, er blandt andet én af bevæggrundene, for at han vil prøve lykken i Herning til den kommende sæson.

"Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme til Herning. Jeg har trukket mange referencer på Herning, og jeg har kun hørt godt om klubben, byen og fansene. Jeg ønsker at vinde et mesterskab, og klubben har allerede mange gode spillere i truppen til næste sæson, som jeg ser meget frem til arbejde sammen med. Og forhåbentlig kan vi bringe et mesterskab hjem til Herning," fortæller canadiske Brett Thompson.

Kontrakten med Brett Thompson er gældende for den kommende sæson, og som altid betinget af den endelige godkendelse fra DIU. Brett beholder sit velkendte nummer 9 på ryggen, et nummer som i det midtjyske gennem mange sæsoner er blevet associeret med masser af point.


Dansk angrebstalent er klar for Blue Fox Fremtiden ser spændende ud hos Blårævene