Siden Blue Fox kom tilbage fra deres Corona-pause har det set yderst fornuftigt ud, og tirsdag går jagten så ind på et nyt stort resultat, når truppen ligger vejen forbi skøjtehallen i Hørsholm, til et opgør mod Metal Ligaen tophold fra Rungsted. Face off er kl. 19.00.

6-2, 5-1 og 6-4, og ni point. Det er svært at være utilfreds. Blue Fox har gjort det fremragende på det sidste, hvor det har fungeret i begge ender. Tredje periode mod Aalborg var måske ikke det bedste vi har set defensivt, men det er meget naturligt når man komme ind til perioden foran med 6-1. Så kan dampen godt gå lidt af maskineriet. Men fakta er at Blue Fox vandt fortjent, og i den grad fik vist at afstanden i stillingen mellem de hold ikke afspejler forskellen på de to hold, men mere at det ene hold har været langt hårdere ramt af skader og sygdom. Men lad nu det ligge. Blue Fox vandt fortjent.

Holdet var klar fra start. Kom foran før der var spillet et minut, og havde reelt lukket kampen efter første periode. Der blev arbejdet og skøjtet på jernene, og Aalborg havde svært ved at komme i gang. George Sørensen har været tæt på en mur i denne sæson når de to hold har mødt hinanden, men kvalificerede afslutninger og folk foran mål gjorde også ham helt menneskelig. Brodie Dupont scorede to kasser, mens kædekammeraterne Brace og Bau hver lavede en. Mark MacMillan og Jakob Jessen lavede de sidste to.

Nu venter så topholdet fra Rungsted. En uden tvivl stor opgave, men ikke umulig. Blue Fox er i god form, og har haft overtaget mod Rungsted i de seneste indbyrdes opgør. Faktisk har Blue Fox vundet de seneste tre opgør. Men der skal selvfølgelig leveres på samme niveau med samme koncentration. Rungsted har spillere der gerne vil spille rigtig hurtigt, og det skal Blue Fox forhindre dem i. Det skal vi gøre ved at træde et skridt op i banen og møde dem fysisk. For målt på muskler er der ingen tvivl om at Blue Fox står stærkest. Der skulle være gode chancer for at både Reid McNeill og Daniel Nielsen gør comeback i denne kamp. De er begge i de sidste par døgn af deres Corona forløb, men nu må vi se hvad der sker.

Rungsted brugte fredag aften til at trække to point fra Aalborg i toppen. Det gjorde de ved at vinde 5-4 ude over Herlev efter overtid. De lå dog til at tage alle tre point, da de med under fem minutter tilbage var foran 4-2. Men på to scoringer på 58 sekunder fik Herlev udlignet.

Rungsted døjer for tiden med skader, specielt i defensiven. Mod Herlev stillede de op uden Joachim Holten Møller, Jacob Gammelgaard, Tim Daly og Mathias Røndbjerg. Det betød at de kun stillede op med fem backs, og en af dem var at André Pison, som normalt er angriber.

Der venter en spændende kamp, om vigtige point, og en kamp hvor Blue Fox har muligheden for at bygge på den flotte formkurve.

Husk at kampen kan streames gratis igennem Metal Ligaen.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


Blårævene styrker defensiven frem mod playoff Herningensisk chokstart sænkede Aalborg