Fantastisk sæson sikrede den kun 23-årige herningensiske ishockeyspiller Markus Jensen en plads blandt de rød-hvide løver for første gang i karrieren. Nu forlænger han med rævene for yderligere 2 sæsoner.
Dansk-canadiske Markus Jensen spillede sig igennem sit livs sæson for blårævene i den netop forgangne sæson. 21 mål og 23 målgivende afleveringer resulterede i samlet 44 point i 48 kampe for barndomsklubben Blue Fox og ikke mindst en udvælgelse til landsholdssamling med det danske A-landshold.
Det er et udtryk for den rivende udvikling som bysbarnet Markus Jensen har gennemgået, og ikke mindst en udnyttelse af det kæmpe potentiale han besidder. Kombinationen af Blue Fox’ træner Ben Cooper og det fantastiske træningsteam bag, har været med til at iscenesætte Markus’ offensive kvaliteter, så det er en vigtig forlængelse, som Blue Fox sikrede sig kort før den netop afsluttede sæson.
Sportschef Martin Struzinski ser Markus’ rolle som en vigtig del af kontinuiteten i den midtjyske offensiv, og har masser af lovpris for den tekniske forward.
”Markus har spillet en helt fantastisk sæson, og er virkelig blomstret under vores trænerteam og den positive udvikling som holdet har undergået. Kun 23 år og næsten 350 elitekampe vidner om et fantastisk talent, og de tekniske offensive kvaliteter som Markus viser, kan udvikle sig endnu mere, og vil kunne løfte Markus til den absolutte offensive top i den danske liga over de næste sæsoner”.
Sportschef Struzinski, som nåede at lave flere kontrakter i løbet af den sportsligt gyldne start på 2020, kan således gøre umiddelbar status over truppen, som for nuværende ser således ud.
Trænerteamet er intakt, Ben Cooper bebudede selv at han fortsatte for endnu en sæson inden han drog hjem til Canada efter sæsonen. Ben Cooper kan således glæde sig over igen at kunne gøre brug af Blue Fox profilen Morten Poulsen der også har kontrakt for den kommende sæson. Sammen med Morten følger også Blue Fox kaptajn Daniel Nielsen, der ligesom Ben Cooper ovenpå den bratte afslutning meldte sig klar til en sæson mere.
Back kollega og Rungsted drengen Nicolai Weichel er faldet rigtigt godt til i det midtjyske og skrev allerede tilbage i januar måned under på en kontrakt der bandt ham til Herning for den kommende sæson også. Han fortsætter således sit defensive arbejde sammen med Rasmus Nielsen, der vendte hjem til rødderne efter et ophold i den sydligere del af ligaen, hos konkurrenterne fra SønderjyskE.
For ganske kort tid siden offentliggjorde man hos Blue Fox fundamentet hos blårævene, da man skrev med ungdomstalenterne Andreas Sørensen, Lukas Bang og Simon Schleicher. Alle 3 viste deres berettigelse på eliteplan i Danmark og fortsætter således udviklingen på højest mulige niveau.
Et andet stortalent, som Blue Fox fortsat kan få glæde af er målmandstalentet Frederik Søgaard, der i den seneste sæson vandt mange blå-gule hjerter. Her viste han eksempler på en lysende fremtid på målmandsposten, en udvikling man glæder sig til at følge i Herning Blue Fox.