Herning Blue Fox må desværre undvære en af holdets markante profiler resten af sæsonen. Den finske angriber Oliver Kiljunen udgik med en skade i 2. kvartfinalekamp mod Rødovre, og det står nu klart, at han ikke vender tilbage på isen i denne sæson.
Kort efter skaden rejste Kiljunen til Finland, hvor han er blevet opereret i skulderen. Indgrebet betyder, at der nu venter en længere genoptræningsperiode, hvor fokus er på at komme helt ovenpå igen.
– "Vi er utroligt ærgerlige over Oliver Kiljunens skade – og så lige på dette tidspunkt af sæsonen, hvor det hele skal afgøres," siger sportsdirektør Peter Regin.
Han fortsætter:
– "Oliver har været en stor del af holdet. Nu rykker vi andre sammen i bussen og må dække det hul, han efterlader."
Oliver Kiljunen nåede i alt 48 kampe for Herning Blue Fox, hvor han leverede 38 point og var en vigtig del af holdets offensive produktion gennem sæsonen.
Hos Herning Blue Fox ønsker man Oliver Kiljunen en god og hurtig bedring og ser frem til at følge hans vej tilbage til isen.