Herning Blue Fox kan med stor glæde offentliggøre, at den 29-årige svenske back Petter Hansson har sat sin underskrift på en ny kontrakt med klubben. Dermed går den alsidige forsvarsspiller ind i sin sjette sæson i den blå trøje – en markering af både kontinuitet, kvalitet og klubkultur.

Petter Hansson har gennem fem sæsoner udviklet sig til en af de mest markante profiler i både Blue Fox og Metal Ligaen. I løbet af slutspillet i sidste sæson rundede han milepælen med 200 kampe for Herning Blue Fox, og med præcis 201 kampe på CV’et står han noteret for imponerende 135 point – en statistik, der vidner om en back med klare offensive kvaliteter, uden at det går ud over det defensive ansvar.

"Petter havde en rigtig god sæson sidste år. Han er en dygtig allround back, som både kan sætte spillet og være en stærk forsvarsspiller. Han har vist masser af offensive kvaliteter gennem årene, men jeg synes faktisk ikke altid, han får den fortjente kredit for, hvor dygtig han også er i defensiven," siger sportsdirektør Peter Regin.

Regin uddyber:
"Han er god i boxplay, han blokerer skud, han ofrer sig for holdet, og han er blevet en del af klubbens DNA og kultur. Det er vigtigt for os at have kontinuitet og spillere, der ikke bare kommer og går, men som virkelig bliver en del af klubben – og det er Petter i høj grad."

Petter Hansson kom til Herning Blue Fox fra GSK Hockey i den svenske 2. division i 2020/2021-sæsonen, og har siden da været en fast del af klubbens forsvarskæde. Hansson, som er kendt for sit elegante skøjteløb, sin puckkontrol og ikke mindst sit overblik på isen, har fra første sæson markeret sig som en stabil og kreativ spiller med blik for spillet i begge ender.

Hansson har udmærket sig i powerplay, hvor hans præcise pasninger og farlige skud fra blue line har gjort ham til en vigtig brik i Blue Fox’ offensive opbygning. Samtidig er hans evne til at læse spillet og lukke ned for modstanderen en væsentlig årsag til, at han ofte sendes på is i vigtige defensive sekvenser.

Men det er ikke kun på isen, Hansson har gjort sig bemærket. Den sympatiske svensker har gennem årene opbygget en særlig relation til klubbens fans, og det er ikke usædvanligt at se ham i selskab med Blue Fox Support – både til og uden for kampene.

"Petter har en helt speciel plads hos vores fans, og det betyder meget – både for os som klub og for stemningen omkring holdet. Han er ikke bare en dygtig spiller, men også en person, som omfavner hele det herningensiske fællesskab," siger Peter Regin.

Med kontraktforlængelsen sikrer Herning Blue Fox sig endnu en sæson med en af ligaens mest rutinerede og alsidige backs – og en spiller, der med sit engagement og sit høje niveau fortsat sætter standarden både på og uden for isen. Kontrakten er som altid betinget af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.


Blue Fox fuldender angrebet med finsk center