Tirsdag aften klokken 19.00 tager Blue Fox imod White Hawks for anden gang i optakten til den nye sæson. Kvik Hockey Arena danner rammen om træningskampen, og igen er der gratis entré.

De blå-gule ræve jagter oprejsning, efter fynboerne fra Odense Bulldogs viste sig at være for stærke i træningskampen fredag aften. Et fysisk spillende udehold gjorde det svært for Pekka Tirkkonens tropper at få gang i spilsystemerne, og den midtjyske vilje viste sig kun momentvis. Derfor er det et sultent Herning-mandskab, der venter gæsterne fa Nordjylland tirsdag aften. Simo-Pekka Riikola, Patrick Madsen og Phil Marinaccio var ikke at finde i truppen til fredagens opgør og når heller ikke at blive klar til den kommende dyst. Glædeligt er det dog for Blue Fox-fansense at, de kan se frem til at se Tristan Pomerleaui aktion for første gang på sin hjemmebane.

Rasmus Nielsen har tilmed i løbet af forberedelserne til Metal Liga-sæsonen 2022/23 taget sin ishockeykarriere til eftertanke, og hvor det op til aftenens kamp er annonceret, at han har valgt at lægge skøjterne på hylden. Det blev til en flot og lang karriere, præget af både guldmedaljer såvel som alvorlige skader. Det er også skaderne, der nu sætter en stopper for Nielsens karriere, der – udover tre sæsoner i Sønderjylland – foregik på den midtjyske hede samt på det danske landshold.

White Hawks-mandskabet kommer til Herning med en god portion selvtillid i bagagen. Selvom det blev til et nederlag til Blue Fox i første træningskamp, tog Høgene en flot udebanesejr i sæsonens anden testkamp, da de danske mestre fra Aalborg Pirates blev sat til vægs i fredags med cifrene 4-3 i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg.

Om Blue Fox kan rejse sig fra nederlaget, samt om White Hawks kan bygge videre på sejren over lokalrivalerne fra Aalborg, bliver der svaret på tirsdag aften, når pucken smides til første face off klokken 19.00.


Highlights Blue Fox - Frederikshavn White Hawks Skade stopper Blue Fox legendes karriere