I fredags blev det til en flot sejr for rævene, da Esbjerg blev besejret 4-2 efter mål af Mathias Bau, Santeri Suistio, Morten Poulsen og Jesper Thörnberg.

Men det var ikke kun på isen, at Blue Fox var bedst – også udenfor isen viste Blue Fox Support, hvem der vandt lokalopgøret mod de gamle rivaler fra Esbjerg. ”I medgang og modgang, der vil vi følge jer. For evigt og altid, der vil vi elske jer” blev der flot sunget efter kampen, hvor et godt stykke over hundrede Blue Fox fans var mødt op for at støtte deres lokale ishockeyhelte.

Sådan en opbakning giver vinger, og skal spillerne følge op på den flotte præstation i Esbjerg, så kræver det endnu en indsats på lægterne. Denne gang på Kvik Hockey Arena, når ligaens nummer 2, Rungsted Seier Capital, kommer på besøg. Det er en vigtig kamp for stillingen i Metal Ligaen, men også for at jagte kvalifikationen til Metal Final4, hvor Blue Fox er forsvarende pokalmestre.

Og der findes ikke en bedre opbakning end en fyldt Sektion 18 med Blue Fox Support, og kan Blue Fox Support genskabe stemningen fra Granly Arena, hvor der fortsat arbejdes på at genrejse den gule mur efter fredagens fald, så er fundamentet lagt til endnu en stærk præstation mod Rungsted Seier Capital, hvor blårævene har revanchen til gode.

Pucken smides kl. 19.00 – vi ses på Kvik Hockey Arena!


4-0: Herning blankede gæsterne fra Rungsted GOALSHOW: Se målene fra Herning-Frederikshavn