Bussen ruller søndag mod Sjælland, hvor værterne fra Rungsted inviterer inden for i Bitcoin Arena. Kampen er begge klubbers sidste inden der er landsholdspause. Opgøret starter kl. 17.00.

Blue Fox’ imponerende sejrsstime fortsætter, og fredag aften udbyggede blårævene både forspringet i tabellen og antallet af sejre i træk. Ni regulære sejre i ligeså mange kampe tæller stimen, efter Aalborg blev sendt hjem fra Kvik Hockey Arena med et nederlag på 4-2.

Søndag venter Rungsted i en kamp, hvor koncentrationen skal holdes alle 60 minutter. Dette var ikke tilfældet senest Herning gæstede Bitcoin Arena, hvor man tabte knebent. Den kollektive holdindsats skal igen findes frem, hvilket hidtil har fungeret glimrende for Pekka Tirkkonens tropper.

De individuelle, afgørende kvaliteter skal også pakkes med i tasken, hvor særligt en spiller som Mathias From har været iøjnefaldende siden sin ankomst i oktober. Fem mål og to oplæg er det blevet til, og den unge angriber har lynhurtigt spillet sig ind i hjerterne hos alle hockey-interesserede i- og omkring Herning.

Hjemmeholdet fra Rungsted har fået tanket selvtillid oven på en sejr i Esbjerg i fredags, efter klubben havde været inde i en formkrise med syv tabte kampe på stribe. Kvalifikationen til Metal Final4 glippede også, og det har generelt været en udfordring for sjællænderne at følge med de resterende klubber i toppen af ligaen.

Der plejer at være garanti for tætte, intense kampe mellem de to mandskaber. Hvordan udfaldet bliver får vi at se søndag aften.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rungsted-Herning SE METAL FINAL4-LODTRÆKNINGEN lige her