Blue Talent Academy (BTA) er Danmarks første og eneste ishockeyakademi for unge talenter – og projektet er allerede blevet mødt af en imponerende lokal opbakning. En række sponsorer har valgt at støtte økonomisk op om akademiet, og det er en afgørende faktor for at kunne sikre rammerne om morgendagens ishockeyspillere.
BTA drives i et partnerskab mellem Herning Ishockey Klub, Herning Blue Fox A/S og Talent Herning, og med stærk støtte fra erhvervslivet, fonde, foreninger og Herning Kommune er akademiet nu godt på vej til at blive et flagskib for dansk talentudvikling.
– På vegne af BTA vil jeg gerne rette en stor tak til alle, der allerede har valgt at støtte projektet. Vi er meget taknemmelige for opbakningen. Blue Talent Academy er noget helt unikt i dansk ishockey, og giver unge talenter mulighed for at kombinere uddannelse og ishockey på professionelt niveau her i Herning, siger Torben Skovsgaard, direktør i Herning Blue Fox.
Allerede nu er 80 % af budgettet for de næste tre år sikret gennem tilsagn, men arbejdet stopper ikke her.
– Vi har fortsat brug for flere samarbejdspartnere, og alle beløb gør en forskel. Samtidig kigger vi allerede frem mod at sikre økonomien for år 4, 5 og 6, så vi kan skabe langsigtet stabilitet og udvikling. Det er et projekt, der skaber stærke synergier mellem Herning Ishockey Klub og Herning Blue Fox, og som kan få stor betydning for hele dansk ishockey, tilføjer Skovsgaard.
Blue Talent Academy bygger på en helhedsorienteret tilgang, hvor uddannelse, træning og trivsel går hånd i hånd. Akademiet giver adgang til specialiseret træning, sportscollege, unikt samarbejde med erhvervsskolerne, fællesskab og et tæt samarbejde med Blue Fox’ elitehold – alt sammen med målet om at udvikle både dygtige ishockeyspillere og livsduelige unge mennesker.
Endnu en gang tak til alle, der allerede har valgt at støtte Blue Talent Academy – sammen skaber vi fremtidens ishockeytalenter.