Det er næsten ikke til at forstå, men det er ganske vist. Fredag d. 18. september 2020, er nemlig den dag, at Metal Ligaen 20/21 er sat til at begynde, og for Blue Fox betyder det en hjemmekamp mod de evige rivaler fra SønderjyskE. Pucken smides kl. 19.30.

Vi har ventet og ventet og ventet. Der er gået omkring syv måneder siden seneste sæson bare blev lukket ned, og vi stod tilbage uden den længe ventede forløsning og afgørelse. Nu er den sæson parkeret, og vi kan endelig kigge fremad. Fokusere på fremtiden og den nye sæson som vi står og kigger ind i. En sæson som har alle ingredienser til at blive fuldstændig fantastisk at følge med i.

Blue Fox går ind til sæsonen med store forventninger. Det er noget vi ofte gør, men i denne sæson virker det til, at vi har noget mere at have det i. Holdet minder meget om det vi havde sidste år. Danskerstammen virker til at være blevet opgraderet. Lasse Lassen, Kristoffer Astorp, Joachim Linnet og Sebastian Ruders er blevet erstattet af Mads Christensen, Mathias Bau, Kristian Jensen, Anders Poulsen, Patrick Madsen og Bjørn Uldall.  De fire udlændinge vi starter ud med er fire af de største profiler fra sidste sæson. Der er stadig plads til fire udenlandske spillere mere, men alle pladser bliver med ret stor sikkerhed ikke fyldt ud. Målmandsteamet er det samme, og det samme er trænerstaben. Blue Fox går ind til sæsonen med det stærkeste hold i mange år, og vi har lov til at drømme.

Organisationen SønderjyskE har været hårdt ramt af Covid-19, men har alligevel, og som sædvanligt fået samlet et spændende hold. Den stærke målmandsduo med Patrick Galbraith og Nikolaj Henriksen er stadig på plads. Signingen af top-backen Matt Prapavessis er uden tvivl et scoop, og sammen med Mike Little, Rasmus Lyø og Daniel Galbraith har de en god defensiv. Offensivt har de med tilgangen af Yannick Vedel, William Boysen, Victor Rollin Carlsson, Cam Brown og Brendan Harms også spændende kort på hånden. Daniel Nielsen, Martin Eskildsen, Anders Førster og Steffen Frank er også stadig i klubben, og senest har de også skrevet med Mads Eller. Så SønderjyskE ser bestemt også spændende ud i denne sæson.

Men nu vil vi bare gerne i gang. Vi har simpelthen ventet så længe. Ishockey kommer til at køre efter den såkaldte Superliga model, når det kommer til tilskuere. Der er endnu ikke fundet et eneste Covid-19 tilfælde i forbindelse med superligakampe, og det må der heller ikke i forbindelse med ishockeykampe. Nu skal vi vise dem at det ikke er hos os, eller i andre skøjtehaller at vi vil opleve smitte.

  • Sprit/vask hænder
  • Følg anvisningerne fra vores servicepersonale og skilte
  • Hold afstand
  • Lad være med at samles i grupper
  • Kom i god tid

Lad os vise hele Danmark, at ishockeyfans tager ansvar, og udviser ansvarlighed.

Ventetiden er forbi, og på fredag begynder det. Vi kan næsten ikke vente. Sæsonens første face off finder sted på fredag kl. 19.30 på Kvik Hockey Arena og dørene åbner kl. 18.30. Vær på plads i god tid, så du kan nyde den nye intro – starten på showet starter ca. 14 minutter før kampstart. Vil du se kampen, så kan du sikre din plads for sæsonen med et Unlimited Hockey Abonnement til kun kr. 99,- i måneden (+ oprettelse). Der bliver ikke sat billetter til salg online.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


VIGTIG INFO - Alle pladser er klar - er du? VIGTIG INFORMATION VEDR. BLUE FOX KAMPENE